Rusland bytter sanktionspolitikken mod Nordkorea ud med våben og ammunition
Analyse: Bekymring i USA over de langsigtede perspektiver af Vladimir Putins besøg i Nordkorea
Kim Jong-un stod klar til at trykke hænder helt ude på landingsbanen, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, ankom til Nordkorea natten mellem tirsdag og onsdag. Efter den traditionelle udveksling af respektfulde høfligheder kørte de sammen i limousine til statens eksklusive gæstebolig, Kumsusan.
Der er mange grunde til, at det giver god mening for både Putin og Kim at etablere nye varme forbindelser mellem Rusland og Nordkorea. Den vigtigste er våben. Nordkorea har leveret våben og ammunition til den russiske krigsmaskine i hvert fald siden, at de to mødtes i Rusland sidste år. Det er afgørende for Rusland at sikre konstante leverancer også fremover for at kunne fortsætte angrebskrigen i Ukraine.
Helt fundamentalt kan man tale om princippet »din fjendes fjende er min ven«. Hvor Nordkorea i et par årtier har været en relativt ligegyldig nabo for Rusland – og omvendt – har krigen ændret forholdet, forudsætningerne og fremtidsudsigterne.