Fortsæt til indhold
Asien

Først ramte coronavirus: Nu forbereder Singapore sig på historisk udbrud af tropisk sygdom

Ifølge Singapores nationale miljøagentur vil ø-staten i 2020 opleve det største udbrud nogensinde af den tropiske sygdom denguefeber.

Som resten af verdens lande har Singapore de seneste mange måneder kæmpet for at få coronavirus under kontrol, og det er i høj grad også lykkedes. Men nu banker en ny, truende sygdomsfjende på ø-statens dør.

Singapores Nationale Miljøagentur (NEA) advarer nemlig nu mod, at der i årets første seks måneder er sket en drastisk stigning i sygdomstilfælde af denguefeber. I 2020 er der ifølge NEA indtil videre registreret flere end 14.000 tilfælde. Det skriver CNN.

Stigningen får nu agenturet til at advare mod, at landet er på vej mod det største udbrud af den tropiske sygdom nogensinde. Det hidtil værste udbrud var i 2013, hvor der blev registeret 22,170 tilfælde. Det tal, forventer agenturet, at man i 2020 vil overstige.

Denguefeber er en infektion, der overføres fra myg til mennesker, og er den mest udbredte myggeoverførte virus i verden. Virussen giver slemme influenzasymptomer som muskelsmerter, feber, hovedpine og udslæt, og ifølge Statens Serum Institut anslås det, at 20.000 mennesker hvert år mister livet til infektionen på verdensplan.

Langt de fleste smittede vil dog ikke opleve symptomer, men hvis man gør, findes der endnu ingen behandlingsmetoder.

Den seneste uge har der været flere end 1.400 nye smittetilfælde i Singapore, og det er den højeste ugentlige stigning nogensinde. Ifølge NEA har man lige nu identificeret 334 aktive såkaldte sygdomsklynger af denguefeber. Miljøagenturet opfordrer derfor indbyggerne til at dræbe myggeklynger, hvis man ser støder på dem.

I 2019 blev Filippinerne ramt af en denguefeber-epidemi, hvor flere end 1.700 mennesker mistede livet til infektionen.

Indtil videre har 16 personer i Singapore mistet livet til virussen, men det tal er dobbelt så højt som i 2019.