Sydkoreansk adoptivbarn søger anerkendelse i principiel sag
En domstol i Sydkorea skal tage stilling i en sag om anerkendelse, der kan danne præcedens for 250.000 børn.
I en principiel sag skal en sydkoreansk domstol tage stilling til et adoptivbarns krav om officielt at blive registreret som sin biologiske fars datter.
Den koreanskfødte kvinde Kara Bos er opvokset i den amerikanske delstat Michigan, men hun har altid vidst, at hun er adopteret.
Da hun efter mange år lokaliserede sin formodede halvsøster i Sydkorea, smækkede kvinden døren i for ansigtet af Kara Bos og ringede efter politiet.
Fredag skal en domstol afgøre Bos’ krav om at blive registreret som sin biologiske fars datter i det sydkoreanske system.
Sagen kan danne præcedens for næsten 250.000 sydkoreanske adoptivbørn for at få juridisk anerkendelse som medlemmer af deres biologiske familier.
Den i dag 38-årige Kara Bos var to år, da hun blev fundet alene på et marked syd for Seoul. Ti måneder senere blev hun adopteret af en amerikansk familie.
Mange år senere, da hun selv blev mor, indsendte hun i 2016 en dna-prøve til en slægtsforskningsplatform online og fandt ud af, at hun havde familiemæssig tilknytning til en ung, sydkoreansk mand, der studerede i udlandet.
Gennem ham fandt hun frem til en mand, som med stor sandsynlighed måtte være hendes far samt den eneste, der kunne fortælle Kara Bos, hvem hendes mor er.
- Men selv da jeg lå på knæ grædende foran hans ældste datters dør og bad om at møde ham, blev jeg afvist. I stedet ringede de efter politiet, fortæller Kara Bos.
Herefter krævede hun en faderskabstest, og via en dna-test fik hun at vide, at manden med 99,987 procents sikkerhed er hendes far.
Nu kræver Kara Bos at blive inkluderet i mandens familieregister, som er et officielt sydkoreansk dokument med navnene på samtlige familiemedlemmer.
Hvis fredagens afgørelse falder ud til Bos’ fordel, vil hun være det første sydkoreanske adoptivbarn, som bliver anerkendt. Det vil blandt andet give hende ret til at arve samt gøre hende berettiget til at søge om sydkoreansk statsborgerskab.
Ifølge tal fra Sydkoreas velfærdsministerium er cirka 250.000 sydkoreanske børn blevet adopteret siden 1950’erne. Langt de fleste af disse er blevet bortadopteret til udlandet.
/ritzau/AFP