Fortsæt til indhold
Asien

Bror til pakistansk realitystjerne dømt for "æresdrab" - tre år efter sin tilståelse

Muhammad Waseems advokat vil anke sagen til en højere retsinstans, hvor man håber på frifindelse.

Pakistaneren Muhammad Waseem blev fredag idømt en dom på livstidsfængsel for at have dræbt sin søster i et såkaldt ”æresdrab”, der har trukket internationale overskrifter.

Det skriver flere nyhedsbureauer.

Drabet fandt sted i juli 2016, efter at offeret - den 26-årige Qandeel Baloch - var blevet kendt for at tage billeder af sig selv og lægge på sociale medier. Billederne var for meget for hendes konservative familie, og Muhammad Waseem tilstod på et pressemøde kort efter drabet at have kvalt sin søster.

»Utilstedelig,« kaldte han søsterens opførsel og meddelte samtidig, at han havde kvalt hende og ikke angrede sin forbrydelse.

Ifølge nyhedsbureauet AFP ønsker Muhammad Waseems advokat at anke sagen til en højere retsinstans, hvor man håber på frifindelse.

Muhammad Waseems mor, Anwar Mai, siger til AFP, at hun havde håbet, at hendes søn ville gå fri.

»Han er uskyldig. Hun var min datter, og han er min søn«.

Drevet af drømmen om hurtig berømmelse og rigdom meldte Qandeel Baloch sig i 2013 til det meget populære talent- og realityshow Pakistan Idol.

Hun kom aldrig videre end til den indledende runde, men hun fik en vis berømmelse ud af sine anstrengelser og begyndte derefter at lægge videoer og billeder op i stort tal på flere forskellige sociale medier – billeder og videoer, der vel at mærke indeholdt visse seksuelle undertoner.

Kort før sin død meddelte Qandeel Baloch, at hun agtede at forlade Pakistan, og at hun frygtede for sin sikkerhed.

Broren blev kort efter drabet anholdt. Han forklarede offentligt, at han i dagene op til drabet var blevet hånet af sine venner, fordi hans søster angiveligt ødelagde familiens omdømme, og at han derfor valgte at tage hendes liv.

Den højprofilerede sag har sat fokus på de særlige drabssager, som foregår i vid udstrækning i Pakistan, i særdeleshed mod kvinder, som ”krænker” deres familiers ære på den ene eller anden anden måde.

Den uafhængige Pakistans Menneskerettighedskommission siger, at der fra oktober 2016 til juni i år blev begået 280 æresdrab i Pakistan. Det tal menes dog at være lavt sat.

Tre måneder efter drabet på Baloch implementerede Pakistan en ny lov, der åbner for fængsel på livstid for æresdrab.