Fortsæt til indhold
Asien

Eksperters konklusion om MH370-mysterium: Kaptajnen i planlagt mordplot

Beviserne mangler, men der er voksende konsensus blandt eksperter, siger panel på 60 Minutes Australia.

SAN FRANCISCO – Hvad skete der med det malaysiske fly MH370, som forsvandt den 8. marts 2014 på vej fra Kuala Lumpur til Beijing med 239 mennesker ombord?

Spørgsmålet har længe været et mysterium, men en række flysikkerhedseksperter er ikke selv i tvivl om, hvad der skete.

Et panel i en særudgave af programmet ”60 Minutes Australia” konkluderede i weekenden, at flyets kaptajn, Zaharie Ahmad Shah, bevidst styrtede flyet i et planlagt mordplot.

Martin Donal, en tidligere leder af Australiens transportsikkerhedsmyndighed, ledte over en toårig periode eftersøgningen efter flyet.

»Det her var planlagt, det var velovervejet, og det skete over en lang tidsperiode,« sagde han til tv-programmet.

Analyser af satellitdata indikerer, at flyet løb tør for brændstof og styrtede i den sydlige del af Det Indiske Ocean vest for Australien; tusinder af kilometer fra dens planlagte destination.

Dele af Boeing 777-flyet blev siden fundet skyllet op på strande rundt omkring. Men den enorme eftersøgning endte uden resultat og blev officielt afsluttet i januar 2017.

Antagelsen har været, at flyet var sat på autopilot, indtil det styrtede, men tv-panelet foreslog, at en mere gradvis nedflyvning kan have betydet, at eftersøgningen skete det forkerte sted.

Simon Hardy, en Boeing 777-instruktør, sagde, at kaptajnen undgik sporing ved at flyve langs grænsen mellem Malaysias og thailandsk luftrum.

»Hvis du havde hyret mig til at få en 777 til at forsvinde, ville jeg havde gjort præcis det samme,« sagde Hardy.

Han fremhævede også, at den malaysiske kaptajn af uforklarlige årsager var fløjet over sin hjemby, Penang.

»Det var måske et langt, følelsesmæssigt farvel for ham til hans hjemby,« foreslog Hardy.

Seks dage efter at flyet forsvandt, blev den 53-årige kaptajn Shahs hjem i Malaysia ransaget og computerudstyr blev konfiskeret. Det indeholdt oplysninger, der pegede i retning af, at Shah havde brugt flysimulation-software for at forberede at kunne omdirigere et fly fra dets planlagte rute.

Larry Vance, en mangeårig canadisk undersøger af flystyrt, sagde, at der er voksende konsensus om, at kaptajnen ønskede at tage sit eget liv.

»Desværre dræbte han også alle andre om bord, og han gjorde det bevidst,« sagde han.

En pårørende forsøges trøstet uden for den malaysiske ambassade.

Teorien om, at det var en planlagt mission fra pilotens side, blev først foreslået fra malaysiske myndigheder kort efter, at flyet forsvandt.

Fraværet af konkrete beviser har imidlertid givet grobund for mange teorier. En af de mere populære er, at det blev skudt ned af et nordkoreansk missil.

Dolan afviste dog spekulationerne om, at terrorisme var årsagen.

»Hvis det havde været et terrorangreb, er det næsten uundgåeligt, at en terrororganisation ville have taget ansvaret.«

»Det er ikke sket.«

Der har været flere bekræftede tilfælde af mord via selvmord begået af piloter, herunder GermanWings-flyet 9525 på vej fra Barcelona til Düsseldorf i 2015. Her styrede piloten Andreas Lubitz bevidst flyet ind i Alperne og tog alle 150 passagerer og ansatte ombord med sig i døden.

I den foreløbige rapport om MH370-mysteriet var der dog intet ved kaptajn Shah sindstilstand, der forklarede, hvorfor han ville have ønsket at tage sig liv.

»Der er ingen kendt historie for apati, angst eller irrationelle handlinger. Der var ingen væsentlige ændringer i hans livsstil, konflikter med andre mennesker eller familiesituationer, der kunne udløse stres,« lød det i rapporten.

I januar genåbnede et privat selskab kaldet Ocean Infinity eftersøgningen efter flyet på havbunden under Det Indiske Ocean. Eftersøgningen foregår nu lidt længere mod nord end tidligere, men indtil nu uden resultat.