Fortsæt til indhold
International

Holdet bag MH370-eftersøgningen har gjort et usædvanligt fund

Der er blevet fundet to skibsvrag på bunden af Det Indiske Ocean. Skibsvragene menes at stamme helt tilbage fra det 19. århundrede.

I knap fire år har et eftersøgningshold forgæves forsøgt at finde det forsvundne passagerfly MH370 fra Malaysian Airlines. Derimod har holdet fundet to skibsvrag på bunden af Det Indiske Ocean.

Søfartshistorikere mener nu, at skibsvragene kan identificeres som tidligere handelsskibe fra det 19. århundrede, ifølge nyhedsbureauet AP.

Men det kan dog være vanskeligt at få endegyldigt bekræftet, hvor handelsskibene stammer fra, da de betragtes som et højst usædvanligt fund.

»Det er de dybeste skibsvrag, der hidtil har været fundet i Det Indiske Ocean, og de er samtidig nogle af de mest afsides skibsvrag i verden, så vi forsøger at få det bedste ud af de oplysninger, vi har,« siger Ross Anderson fra Western Australian Museum, der bl.a. har været med til at besigtige skibsvragene.

Opdagelsen af de to skibsvrag blev gjort tilbage i 2015 ud for den australske vestkyst, og siden har det været op til museets folk at finde frem til skibenes ophav.

Det ene handelsskib bar navnet W. Gordon og befandt sig på en længere rejse fra Skotland til Australien i 1877, da det pludseligt forsvandt, mens det andet handelsskib med navnet Magdala gik tabt i 1882 på en rejse fra Wales til Indonesien.

Da efterforskningsholdet sendte undervandsdroner ned at for at kigge nærmere på de to skibsvrag 3,7 kilometer under havets overflade, fandt man desuden spor af den last, som handelsskibene formentligt havde med om bord: kul.

Undersøgelserne fandt yderligere, at skibsvragene formentligt sank til bunds efter en eksplosion på dæk.

Det er endnu uvist, præcist hvad der forårsagede eksplosionen, men fordi skibsvragene blev fundet øst for handelsruten mellem Asien og Europa, formoder man, at de havde kurs mod Australien efter hjælp.

Hvad angår MH370’s skæbne, forbliver det en af de største gåder i moderne flyhistorie. Flyet forsvandt den 8. marts 2014 med 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord og er altså stadig ikke fundet.