Borgerkrig i Trump-land
En tidligere republikansk partileder beskylder Donald Trump for at pleje sit eget ego på bekostning af partiet. Selv svinger præsidenten sine golfkøller for at få resultater.
WASHINGTON — Krig eller fred?
Det var svært at få et klart svar fra den amerikanske præsident, Donald Trump, da han mandag udtalte sig om de seneste måneders spændinger i det republikanske parti.
Der er ingen tvivl om, at borgerkrigen er begyndt. I næsten 20 år har republikanere undgået direkte sammenstød over, hvem vi er, og hvad vi står for, indtil Trump forvandlede vores forskelligheder til et effektivt våben.Michael Steele, partiformand for det republikanske parti fra 2009 til 2011
Først udtrykte præsidenten fuld forståelse for sin tidligere chefstrateg, Steve Bannon, der har blæst til åbent oprør mod partiledelsen.
Et par timer senere kaldte Trump sit forhold til den republikanske senatsleder, Mitch McConnell, for fremragende og overdængede ham med forsikringer om, at partiet står samlet.
»Vi kæmper for de samme ting,« sagde præsidenten på et pressemøde uden for Det Hvide Hus, dog med en tilføjelse om, at nogle enkelte har grund til at skamme sig.
Trump plejer sit ego
En tidligere partileder er dog ikke i tvivl om, at partiet er på vej ud i en opslidende borgerkrig. Bannon har erklæret krig mod netop McConnell og en kreds af moderate republikanere, der har stillet sig på tværs af Trumps politik.
Opmuntret af sejren til den kontroversielle og rabiate dommer Roy Moore ved et suppleringsvalg i Alabama er Bannon gået på jagt efter alternative kandidater tværs over USA op til midtvejsvalget i november næste år.
Sidste gang partiet forsøgte det, var under Tea Party-bølgen i 2010, da farverige kandidater som Christine O’Donnell i Delaware og Sharron Angle i Nevada vandt opstillingsvalg mod partifæller. Ligesom Todd Akin i Missouri i 2012 tabte de til demokrater ved selve valget.
»Der er ingen tvivl om, at borgerkrigen er begyndt. I næsten 20 år har republikanere undgået direkte sammenstød over, hvem vi er, og hvad vi står for, indtil Trump forvandlede vores forskelligheder til et effektivt våben,« siger partiformanden for det republikanske parti fra 2009 til 2011, Michael Steele, til Jyllands-Posten:
»Præsidenten støtter ikke blot Bannons trusler mod republikanske politikere, han opmuntrer dem, fordi de tjener ham selv.«
Med sin impulsive, uforudsigelige og omskiftelige stil har Trump i sine første ni måneder som præsident skabt så kaotiske tilstande, at den republikanske senator Bob Corker fra Tennessee forleden sammenlignede Det Hvide Hus med en daginstitution for voksne.
Trump har aldrig lagt skjul på, at han går efter at »dræne sumpen« for insidere, der ikke støtter hans politik. Men det er svært både at skælde ud på partifæller og bagefter forvente deres støtte. Indtil videre er stort set alle Trumps lovinitiativer blevet stoppet i Kongressen.
Med kølle og golfdiplomati
Det har gjort ham desperat efter at opnå resultater, så i weekenden begyndte han at svinge golfkøllerne sammen med skeptiske partifæller i håb om at præsentere vælgerne for en skattereform inden midtvejsvalget.
Lørdag gik præsidenten 18 huller med senator Lindsey Graham fra South Carolina på Trump National Golf Club i Virginia, og søndag kom turen til Rand Paul fra Kentucky på samme bane.
Flere hastigt forberedte forsøg på at afskaffe forhenværende præsident Barack Obamas sundhedsreform har skaffet præsidenten flere fjender i det republikanske parti, end han har råd til.
I en lang periode talte han ikke med McConnell, og kritikere fik systematisk en møgspand smidt i hovedet på Twitter af præsidenten. Det fortryder han måske i dag. Republikanerne råder kun over 52 af de 100 pladser i Senatet, og kun tre skeptiske partifæller skal melde fra, før han har mistet sit flertal.
Rækken af kritikere er ikke blevet kortere. Arizona-senator John McCain, som Trump hånede under valgkampen, advarede forleden uden at nævne præsidentens navn mod »halvbagt, falsk nationalisme«, der handler mere om at finde syndebukke end at løse problemer.
Andre kritikere omfatter senatorerne Ben Sasse fra Nebraska, Lisa Murkowski fra Alaska og Susan Collins fra Maine. Sidstnævnte gav Trump en ubehagelig nyhed forleden, da hun meddelte, at hun agter at blive i Senatet frem for at søge jobbet som guvernør i Maine.