*

USA

Trump eskalerer sin krig mod den republikanske top

Udfaldene mod egne partimedlemmer risikerer at underminere Trumps egen politiske dagsorden.

Donald Trump holder i dag en vigtig tale i Kongressen, hvor især investorerne og erhvervslivet forventer at få flere detaljer om, hvordan de mange økonomiske tiltag skal udformes i praksis - og ikke mindst tidsplanen for dem. Foto: AP/Evan Vucci

SAN FRANCISCO

USA’s præsident eskalerede tirsdag striden med toppen i sit eget parti med nye angreb mod republikaneren Bob Corker, som Trump latterliggjorde for at være lille.

»Den skrantende New York Times har narret lille Bob Corker ved at optage hans samtaler. Han kom til at lyde som et fjols, og det er sådan noget, som jeg må håndtere,« tweetede præsidenten nedladende om formanden for Senatets udenrigsudvalg i en henvisning til dennes Trump-kritiske interview med New York Times.

Trumps rådgivere frygter, at ordstriden kan skabe nye sprækker i Trumps forhold til republikanere i Kongressen og gøre det endnu sværere at få en kompliceret skattereform igennem.

I de seneste uger har Trump også brændt broer til Demokraterne over en uformel aftale om unge, ulovlige migranter og har igangsat en kulturkrig om fødselskontrol og om nationalhymnen med den amerikanske fodboldliga, NFL.

Det har måske styrket præsidentens ståsted hos sin vælgerbase på USA’s yderste højrefløj, hvilket han har haft brug for oven på nederlaget til hans kandidat ved sidste måneds Senats-primærvalg i Alabama.

Men som den opsigtsvækkende udveksling af spydigheder de seneste dage mellem Trump og Corker har udstillet, at det intet gjort for at styrke præsidentens relationer til republikanere i Kongressen.

Bob Corker, den republikanske formand for udenrigsudvalget i Senatet, har sagt, at Trump styrer Det Hvide Hus som et realityshow. Foto: J. Scott Applewhite/AP

Corker, som er en tidligere Trump-støtte, har kaldt Det Hvide Hus under Trump en børnehave for voksne og beskyldt præsidenten for at styre jobbet som en realityshow og skubbe USA i retning af en tredje verdenskrig. Trump har skudt igen ved at indikere, at Corker er forsmået, fordi han ikke blev udenrigsminister og fik et nej, da han »tiggede om min støtte« til at genopstille. Begge dele har Corker afvist.

Det seneste tweet fra Trump mod Corker er kommet samtidig med, at præsidenten i et interview med magasinet Forbes afviste, at han har undermineret sin udenrigsminister, Rex Tillerson. Konfronteret med rapporter om, at Tillerson har kaldt Trump en »tåbe,« kom Trump dog med et nyt udfald mod sin topdiplomat.

»Det er fake news. Men hvis han sagde det, må vi jo sammenligne IQ tests. Og jeg kan godt fortælle dig, hvem der vil vinde,« lød det fra præsidenten.

Fra Det Hvide Hus forsøgte talsmand Sarah Sanders tirsdag at nedtone Trumps angreb ved at kalde IQ-kommentaren »en joke.«

»I skulle forsøge at få jer en sans for humor,« bemærkede hun ved en pressebriefing uden at komme ind på, at Trump mange gange tidligere har fremhævet sin egen IQ, når han ville tryne modstandere.

Tilsvarende har han brugt ord som »lille,« »uhæderlig« og »lyvende« om politiske modstandere, når han ville degradere dem.

Flere amerikanske medier citerer interne kilder i Det Hvide Hus for, at Trump med sin smålige personkritik risikerer at afspore sin egen politiske dagsorden. Corker er i forvejen kritisk over for et udspil til en skattereform, som kan øge USA’s bugnende statsgæld, og hans stemme kan blive afgørende for at få skatteplanerne igennem i Senatet, hvor republikanerne har et skrøbeligt flertal på 52 mod 48 stemmer.

Trump afviste tirsdag, at opgøret truer hans skattereform.

»Det tror jeg overhovedet ikke. Jeg tror, vi er godt på vej. Folk i dette land ønsker skattenedskæringer. De ønsker lavere skatter,« sagde han.

Sanders sagde, at hvis der skulle peges fingre af nogen, var det republikanere i Kongressen, som ikke har leveret på deres politiske løfter.

»De har lovet at tilbagerulle og erstatte Obamacare, men har ikke gjort det. De gik til valg på en skattereform, og forhåbentlig vil det ske. Men gang på gang har de fejlet. Hvis nogen har fremmedgjort nogen, så er det de politikere, der ikke leverer på deres løfter,« lød det fra Sanders, der også indikerede, at Senatets medlemmer har mere travlt med at holde ferie - i modsætning til præsidenten, hvis fokus er at levere resultater.

Ifølge Patrick Caddell, en erfaren valganalytiker, som har arbejdet for Stephen Bannon, Trumps tidligere chefstrateg - nu tilbage som redaktør for højrefløjsmediet Breitbart, er præsidentens mål at positionere sig som en uafhængig præsident, som ikke fedtet ind i Det Republikanske Parti.

»Det, vi ser, er en langsom opløsning af partiet, og Trump gør, hvad han kan, for at speede processen op. Han ved, at mange mennesker vil støtte ham, hvis han ikke ses som en republikanske præsident,« siger Caddell til Washington Post – en henvisning til, at Trump indtil videre har haft succes med at bebrejde republikanerne i kongressen for alt, som han ikke har leveret på.

»Men spørgsmålet er, hvad det gør ved Trumps politiske program,« fortsætter Caddell: »Det er muligvis prisen, som Trump betaler, for sin fremfærd.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her