Europæiske ledere advarer USA om konsekvenser ved at skrotte Iran-aftale
I en fælles meddelelse fordømmer May, Merkel og Macron Trumps nye Iran-kurs.
San Francisco
Beslutningen fra USA’s præsident Donald Trump fredag om at sætte nye betingelser op for fortsat at støtte atomaftalen med Iran, bliver fordømt af europæiske ledere.
Både Tyskland, Frankrig og Storbritannien, som er medunderskrivere af aftalen, ser aftalen som afgørende for at undgå en ny konflikt i Mellemøsten på et tidspunkt, hvor verden er i alarmberedskab over spændingerne omkring Nordkoreas atomvåbenprogram.
I en fælles meddelelse slår Tysklands kansler Angels Merkel sammen med Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Storbritanniens premierminister Theresa May fast, at aftalen »er i vores fælles sikkerhedsinteresse,« og at de vil fortsætte med at bakke aftalen op.
»Atomaftalen var kulminationen på 13 års diplomati og et stort skridt for at sikre, at Irans atomvåbenprogram ikke blev anvendt til militære formål,« lyder det i meddelelsen, som blev sendt ud kort efter Trumps tale fra Det Hvide Hus.
Det fremhæves også, at aftalen er blevet bakket op af et enigt FN’s Sikkerhedsråd, ligesom FN’s Internationale Atomenergiagentur har bekræftet, at Iran lever op til sin del af aftale.
I talen sagde Trump ikke desto mindre, at Iran ikke lever op til aftalen. Bl.a. fordi Iran fortsætter med at støtte grupper som Hizbollah såvel som Syriens leder Bashar al Assad.
Det anerkender de europæiske ledere er et problem, men det er ikke omfattet af aftalen, og de forudser, at en skrotning af aftalen, vil udløse større problemer.
»Vi opfordrer USA’s regeringen og Kongressen til at overveje konsekvensen for sikkerhed for USA og dets allierede, inden det tager skridt, som vil underminere aftalen og føre til en genindførelse af sanktioner,« advarer de.
Også EU’s udenrigschef Federica Mogherini har reageret stærkt på Trumps tale og slået fast, at »ingen præsident i verden« kan skrotte aftalen alene.
Federica kaldte aftalen »robust.« Også hun fremhævede, at Iran overholdt aftalen.
I talen udpenslede Trump en ny Iran-strategi. Trods trusler undlod han direkte at skrotte aftalen, men kom med nye betingelser, hvis USA skal blive ved med at bakke den op. Ansvaret for disse forbedringer har han skubbet over på Kongressen.
Trump kræver, at der bliver indført snubletråde, som kan føre til, at USA genindfører sanktioner mod Iran. F.eks. hvis Iran fortsætter med at gennemføre testaffyringer af ballistiske missiler, eller afviser at forlænge den tidsbegrænsede løbetid for atomaftalen.
Hvis Kongressen ikke adresserer hans bekymringer, truer præsidenten med, at han ensidigt vil skrotte den.
»Vi vil ikke fortsætte af en kurs, hvis forudsigelige konklusion er mere vold, mere terror og en reel trussel om Irans som atommagt,« lød det fra præsidenten.
Med andre ord står aftalen endnu, men der er kastet tvivl om hvor længe. Kongressen har 60 dage til at finde en løsning.