Tusindvis af franskmænd demonstrerer mod Macrons arbejdsmarkedsreformer
Tirsdag gik tusindvis af franskmænd for første gang på gaden for at vise deres vrede mod landets nye arbejdsmarkedsreformer. Flere strejker og protester venter forude.
PARIS — Alle franske præsidenter har prøvet det. »Kampen mod gaden«, som man kalder det i Frankrig.
Og nu er turen også kommet til Emmanuel Macron.
Tirsdag stod den 39-årige præsident for første gang over for folkelige demonstrationer og strejker i hele landet, idet titusindvis af mennesker gik på gaden for at vise deres utilfredshed med hans nye arbejdsmarkedslov.