Kvinde beder desperat sin mor om at hjælpe hende ud af IS-højborgen Raqqa: »Vi lever i helvede, min søn dør«

Ifølge FN er mindst 100.000 civile i øjeblikket fanget i Raqqa.

Artiklens øverste billede
Indbyggere i Raqqa, Syrien, går rundt i murbrokker efter et luftangreb mod byen i slutningen af maj. Foto: AP

WhatsApp-beskeder er den eneste måde, den syriske kvinde Wafa kan vide, at hendes 23-årige datter er i live i Raqqa - byen, der bliver betraget som terrororganisationen Islamisk Stats højborg.

Det seneste livstegn kom den 18. juni, viser en korrespondance, CNN har fået adgang til af den 40-årige mor. Både moren og datterens navn er ændret af hensyn til deres sikkerhed.

»Min søn er dehydreret, vandet givet ham diarré. Han får ingen ernæring - min søn dør for øjnene af mig. Please, prøv,« skriver datteren Maha og beder moren om at få hende ud af Raqqa.

Egentlig ville den 23-årige datter flygte sammen med sin to-årige søn, ligesom Wafa har gjort.

Men mens Wafa endte i den hollandske hovedstad, Amsterdam, i 2014, valgte datteren i første omgang at blive i Raqqa sammen med sin mand og deres fælles barn.

Siden er manden blevet dræbt, efter medlemmer af Islamisk Stat fandt en besked, han havde sendt til en soldat fra det syriske regime. Maha har ikke turde at flygte på egen hånd med sin søn.

I en tidligere besked har datteren skrevet, at »vi lever i helvede«, og at »du ikke har nogen ide om, hvor slem vores situation er«.

Hun beretter om, at en IS-kriger har gået rundt på gaden med selvmordsbælte, og at priserne på madvarer som frugt, kød og kylling er blevet så høje, at de fleste indbyggere har svært ved at få råd til det.

Der er ingen elektricitet, medicin eller rent vand, og indbyggernes korrespondance med omverden bliver konstant overvåget, ifølge datteren.

Derfor går der ofte længe mellem samtalerne med moren, og dét er værre end de desperate beretninger, fortæller Wafa til CNN.

»Når jeg ikke hører noget, er det, som om en del af mig dør«.

En gruppe af soldater med støtte fra USA er i øjeblikket ved at iværksætte en offensiv rettet mod Raqqa for at befri byen for Islamisk Stat.

Det gør det både risikabelt for de civile indbyggere at befinde sig i byen og flygte, som IS-krigerne notorisk slår hårdt ned på.

Ifølge FN er mindst 100.000 civile i øjeblikket fanget i Raqqa.

Mindst 173 civile er blevet dræbt i denne måned ved luftangreb og militære aktioner mod Islamisk Stat i byen.

Zeid Ra'ad al-Hussein, der er menneskerettighedschef for FN, opfordrer indtrængende alle parter i kampen mod Islamisk Stat til at træffe foranstaltninger, så civile kan blive skånet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen