Fortsæt til indhold
International

Europol varsler omfattende efterforskning af hackerangreb

»Det seneste angreb er på et hidtil uset niveau,« konstaterer den europæiske politimyndighed.

Det hackerangreb, som fredag - ifølge bl.a. it-sikkerhedsfirmaet Avasts oplysninger til Reuters - ramte mindst 99 lande verden over med såkaldt ransomware, har et omfang aldrig set før.

Det konstaterer European Cybercrime Center, EC3, som hører under den europæiske politimyndighed, Europol, i en pressemeddelelse lørdag eftermiddag.

»Det seneste angreb er på et hidtil uset niveau og vil kræve en kompleks international efterforskning for at finde synderne,« skriver Europol i en pressemeddelelse og har sat et hold af specialister på sagen.

»Joint Cybercrime Action Taskforce (JCAT) i EC3 er en gruppe af specialiserede internationale cyber-efterforskere særligt sammensat til at assistere i sådanne efterforskninger og vil spille en vigtig rolle i at støtte efterforskningen,« fortsætter pressemeddelelsen.

Ransomware fungerer typisk ved, at mails sendes bredt ud med et link, som aktiverer et program, der tager filerne på en computer som gidsel, hvis man klikker på det. Dernæst kan havkerne kræve en løsesum for at frigive filerne igen. Den nu verdenskendte ransomware-variant, som har ramt verden over, går under navnet Wannacry.

Blandt de lande, som er hårdest ramt af fredagens hackerangreb, fremhæves bl.a. Rusland, hvor centralbanken og flere andre banker er ramt, ligesom ministerier og jernbaner er ramt.

I Storbritannien forårsagede angrebet fredag et større nedbrud på flere hospitaler landet over. Hackerne har bl.a. truet med at lække personfølsomme oplysninger.

Europol bistår nu de ramte lande, skriver EC3 i sin pressemeddelelse.

»Europol arbejder tæt sammen med de ramte landes cybercrime-enheder og nøglepartnere i industrien for at afbøde truslen og assistere ofrene,« står der i pressemeddelelsen.