Great Barrier Reef: Det undersøiske koralrige er ved at dø
Ny undersøgelse: Korallerne bliver blege og kan måske aldrig live op igen.
Det farverige landskab, som er hjem for millioner af dyr på bunden af havet, står overfor en tragisk skæbne, hvis ikke vi mennesker får sat en stopper for de stigende havtemperaturer, ifølge en ny undersøgelse "Global warming and recurrent mass bleaching of corals".
Til stor sorg for dykkere og mange andre i hele verden, er verdens største koralrev, Great Barrier Reef, som ligger ud for Australiens nordlige østkyst, lige nu ved at dø. Revet, som kom på UNESCOs Verdensarvliste i 1981, kan nemlig ikke tåle de højere vandtemperaturer, som er en af konsekvenserne ved den globale opvarmning.
Det konkluderer undersøgelsen, som blev publiceret i tidsskriftet "Nature" den 15. marts.
Når temperaturerne stiger, mister korallerne deres farve og bliver i stedet blege, hvilket betyder, at de er skadede. Reaktionen på varmen er den samme som på forurening og overfiskeri.
Men ifølge undersøgelsen, som baseres på tre forskellige blegetilfælde over de seneste 18 år, skyldes farvetabet hos korallerne på Great Barrier Reef uden tvivl en ændring i havtemperaturen.
»I den nordlige del af Great Barrier Reef blev hundredvis af koraller alvorligt blegede i 2016 uafhængigt af, om de befandt sig et sted, som ikke var tilgængeligt for offentligheden, steder, hvor fiskeri var forbudt, hvor det var tilladt eller kvaliteten af vandet,« skriver de.
Korallerne reagerer altså, selvom de befinder sig i rent vand uden fiskeri.
Forskerne bag undersøgelsen mener ikke, at revet nogensinde vil blive det samme igen.
»Chancerne for, at det nordlige Great Barrier Reef kommer til at blive som før blegningen, er små når man ser på skalaen af skader, som kom i 2016, samt sandsynligheden for at en fjerde blegning vil opstå inden for det næste årti eller to i takt med, at de globale temperaturer fortsætter med at stige,« står der i rapporten.
Normalvis kan koraller komme sig, efter de har mistet farven. Processen kan tage mange årtier for de ældre koraller og kræver, at de ikke bliver forstyrret og udsat for blegning igen undervejs. Ifølge forskerne er det derfor ikke en realistisk mulighed, så længe temperaturerne stiger.
En hedebølge i 2016 forårsagede den omfangsrige blegning af koraller på Great Barrier Reef, hvilket også skete i 2002 og 1998.
»Den gennemsnitlige temperatur på havoverfladen under den australske sommer 2016 var det højst målte på Great Barrier Reef,« siger Janice Lough, som er forsker ved Det Australske Institut for Marinevidenskab til Clean Technica.
Hun påpeger, at ved hver af de tre tilfælde siden 1998, har området med blegning på koraller stemt overens med der, hvor vandet har været varmest hvert år. Den viden kan give forskerne mulighed for at forudse, hvor den blegning højst sandsynlig vil ramme næste gang.