Mexico mellem »panik, skuffelse og fortvivlelse«
Den mexicanske præsident vil samarbejde med USA og Trump, siger han. Landets medier er splittet mellem at tvinge sig selv til at tro på en lys fremtid og at være »forfærdede« over valget af den nye præsident.
Det lader ikke til, at der er et eneste land på denne klode, hvor befolkningen ikke blev overrasket af Donald Trumps valgsejr.
Mange har stillet spørgsmålstegn ved hans egentlige politiske ambitioner, idet valgkampen især har handlet om de to præsidentkandidater frem for reelle politiske budskaber.
Men ét land har ikke været i tvivl om, hvad Trump som præsident betyder. Det er Mexico.
Under valgkampen brugte Trump en benhård retorik mod det spansktalende land. Han varslede, at han som siddende præsident ville smide 11 millioner illegale indvandrere fra Mexico ud af USA, bygge en mur mellem de to landes grænser for at undgå yderligere indvandring, og at han ville trække USA ud af frihandelsaftalen North American Free Trade Agreement (NAFTA), som forbinder USA, Canada og netop Mexico.
»Inden Trump indsættes som præsident, skal Mexico definere en linje med samarbejde og en anden uden,« skriver journalist og forfatter Héctor Aguilar Camín for nyhedsmediet Milenio.
Her understreger han vigtigheden af, at det tequilaproducerende land samarbejder med USA om fælles problemer, men at det samtidig må sætte sig igennem og offentligt erklære sig uenigt med Donald Trump på en række punkter.
Det første er den famøse mur mellem de to lande, som Mexico skal betale for. Camín kalder idéen for »ussel,« og forklarer, at Mexico ikke kan forhindre USA i at bygge muren. Til gengæld kan landet stå fast på, at det er imod idéen »indtil verdens ende«.
Den anden ting som Mexico, ifølge Héctor Aguilar Camín, ikke må gå med til, er politiforfølgelsen af mexicanere i USA for at leve op til løftet om, at 11 millioner illegale immigrater bliver deporteret.
Tredje punkt er, at USA's intention om at træde ud af NAFTA.
Flere mexicanske skribenter viser sig uforstående over for, at så mange latinoer stemte på Donald Trump ved valget. Ifølge tal fra Edison Research stemte hele 29 pct. af latino-vælgerne på Trump. Det på trods af, at Donald Trump skabte opmærksomhed om sig selv under valgkampen ved f.eks. at kalde mexicanere for »voldtægtsforbrydere.«
Og meningerne omkring valget af Trump er overvejende negative.
»Jeg er i chok. Jeg kan stadig ikke tro, at den næste præsident i vores nordlige naboland bliver Donald Trump. Jeg har det som om, at det er et mareridt, og jeg håber på, at jeg snart vågner, så det går op for mig, at det ikke er sikkert, at størstedelen af amerikanerne stemte på en ignorant og narcissistisk demagog,« skriver journalist og tv-kommentator Leo Zuckermann i den mexicanske avis Excelsior.
»Vi er mellem panik, skuffelse og fortvivlelse,« lyder det fra klummeskribent Yuriria Sierra i selvsamme avis.
Men på trods af de negative ord, påpeger hun, at Mexico må se fremad og se valgresultatet i øjnene.
»Sådan er virkeligheden, om vi vil det eller ej. Mexico må overveje, hvordan de næste år bliver, hvis man gerne vil have et optimalt, bilateralt forhold til USA,« skriver Yuriria Sierra og påpeger, at Mexico og dets nordlige nabo må bestyrke dialogen og blødgøre forholdet til Trump, inden han flytter ind i Det Hvide Hus til januar.
Tidligere på året besøgte Donald Trump Mexicos præsident Enrique Peña Nieto. Et besøg, der gjorde Nieto utrolig upopulær i Mexico, da Trump allerede på daværende tidspunkt havde udtalt sig kritisk om mexicanere og luftet sin idé om at bygge en mur.
Faktisk skabte besøget så stor furore, at den mexicanske præsident endte med at fyre finansminister Luis Videgaray, som havde arrangeret besøget.
Men efter den hårde kritik er flere af landets medier begyndt at rose præsidenten for at have inviteret Trump på visit.
En af dem er akademiker, forfatter og tv-vært Ricardo Raphael fra avisen El Universal.
»Oven på dagens forlis (ved valget, red.) er der en kommunikationsbro med USA's næste leder takket være en meget kritiseret frækhed,« skriver han med hentydning til Trumps besøg i Mexico.