Tv-vært suspenderet efter afsløringen af Trumps "sexbånd"
»Der er ganske enkelt ingen undskyldning for Billys sprog og opførsel,« lyder det fra NBC.
Donald Trump har undskyldt og understreget, at det bare var ord, da han i 2005 sagde, at han kunne tillade sig hvad som helst med kvinder, fordi han er en stjerne.
Udtalelsen faldt i en bus på vej til et realityshow i selskab med tv-værten Billy Bush, hvor de to tilsyneladende ikke var klar over, at mikrofonen var tændt.
Men forleden kunne Washington Post afsløre, præcis hvad der blev sagt dengang.
»Når du er en stjerne, lader de dig gøre det. Du kan gøre hvad som helst,« siger Trump bl.a., mens Bush svarer:
»Lige hvad du vil.«
Man hører desuden "Today"-værten tale begejstret om en kvindes ben.
»Naturligvis er jeg flov og skammer mig. Det er ingen undskyldning, men det skete for 11 år siden - jeg var yngre, mindre moden og opførte mig dumt ved bare at spille med. Jeg er meget ked af det,« lød det efterfølgende fra Billy Bush i en udtalelse.
Men undskyldningen er tilsyneladende ikke nok for tv-værtens chef på programmet "Today", Noah Oppenheim.
»Jeg ved, at vi alle er blevet dybt bekymrede over de afsløringer, som er kommet de sidste 48 timer. Lad mig være helt tydelig: Der er ganske enkelt ingen undskyldning for Billys sprog og opførsel på båndet. NBC har besluttet at suspendere Billy, mens vi afventer en yderligere gennemgang af sagen,« skriver Oppenheim i en intern mail ifølge NBC News.