Fortsæt til indhold
International

Australien stopper eftersøgningen af MH370 - pengene er sluppet op

Man har uden held ledt efter det forsvundne passagerfly i havet i over to år.

Den australske regering vil ikke bruge flere penge på at lede efter Malaysia Airlines’ nedstyrtede fly MH370 ud for Australiens kyst.

Derfor vil eftersøgningen formentlig blive indstillet så tidligt som i juli, såfremt der ikke dukker afgørende nye beviser op, skriver det australske medie ABC.

»Vi er der, hvor vi bliver nødt til at overveje muligheden for, at vi slet ikke finder flyet,« siger Martin Dolan, der er leder af den australske havarikommission.

Selv om kommissionen har bevaret optimismen i forhold til at finde MH370, kan man ikke gøre mere, hvis regeringen ikke er villig til at betale for den dyre eftersøgning. Det betyder, at familierne til passagererne muligvis aldrig får at vide, hvad der er sket med de ombordværende.

Martin Dolan fortalte så sent som i marts, at han mente, at man ville finde flyet »meget snart«, på trods af, at efterforskningen havde været i gang i årevis.

»Vi har undersøgt tre ud af fire dele af området, og eftersom vi ikke har fundet flyet i de områder, er chancen for at vi finder det i det sidste område nu højere,« sagde han til The Guardian.

Australien har allerede brugt 60 mio. australske dollars - knap 300 mio. kr. - på at lede efter Malaysia Airlines-flyet, der styrtede ned i marts 2014.

Sidste år blev det hidtil bedste spor fundet på en ø ud for Afrikas østkyst, da en del af en flyvinge skyllede i land. Teknikerne bekræftede senere, at vragdelen var fra MH370, hvilket peger i retning af, at flyet skulle være styrtet ned i Det Indiske Ocean, hvor de australske efterforskere også leder.

»Det er mit håb, at denne bekræftelse, hvor tragisk og smertefuld den end er, i det mindste vil bringe vished til familier og kære til de 239 mennesker, der var om bord på MH370,« sagde Malaysias premierminister Najib Razak på et pressemøde.

På trods af den omfattende eftersøgning er det stadig ikke lykkedes for efterforskerne at finde flere vragdele.

MH370 var på vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina, da det pludselig forsvandt sporløst. Der var 239 personer om bord på flyet, hvoraf de fleste af var kinesere.