Blå bog: Ove Verner Hansen var også kendt som Bøffen
Lørdag døde skuespiller og operasanger Ove Verner Hansen. Han var især kendt som Bøffen i Olsen Banden.
Ove Verner Hansen eller Bøffen, som han også er kendt som, var ikke bare skuespiller i Olsen Banden. Han var også operasanger, kogebogsforfatter og skovhugger.
Han døde lørdag af et hjertestop på Gentofte Sygehus i en alder af 83 år.
Navn: Ove Verner Hansen
Født: 20. juli 1932
Død: 20. februar 2016. Han blev 83 år
Fødested: Helsingør, hvor han boede hele sit liv.
Uddannelse: Uddannet på kontor og gik på det Kongelige Teaters Operaskole.
Civilstand: Gift med Birthe Hansen.
Fritidsinteresser: Interesserede sig især for sejlsport, mad og billedkunst.
Karriere:
* Før han blev skuespiller og sanger arbejdede han blandt andet som sømand, falckredder og skovhugger.
* Han debuterede som operasolist i 1964 på Det Kongelige Teater i rollen som Osmin i Mozarts "Bortførelsen fra Seraillet".
* Han medvirkede blandt andet i otte danske Olsen Banden-film som skurken Bøffen. Den første, han var med i, var "Olsen-Bandens sidste bedrifter" i 1974. Han var også med i flere norske Olsen Banden-film.
* 1958 blev han medlem af DR's Radiokor og to år senere medlem af Det Kongelige Teaters Operakor.
* Han udgav også flere plader med salmer, viser og arbejdersange.
* Han skrev desuden flere kogebøger som Mandemad (1974) og Fiskekogebog (2001) og optrådte som tv-kok.
Kilder: Det Danske Filminstitut og Kristeligt Dagblad