Fortsæt til indhold
International

Scientology på vej til at blive smidt ud af Rusland

Et årelangt, russisk opgør med bevægelsen ser ud til at nærme sig sin afgørelse.

Los Angeles

I januar 1994 blev den amerikanske bevægelse Scientology formelt anerkendt som trossamfund i Rusland. Men det kan ikke være mange af de efterfølgende knap 22 år, at scientologerne har følt sig helt velkomne i den russiske føderation.

For siden slutningen af 1996 har de russiske myndigheder kæmpet en lang kamp for at få bevægelsen smidt ud af landet igen. Den mission er mandag kommet et stort skridt nærmere sin fuldførelse.

Byretten i Moskva har således godkendt en beslutning fra det russiske justitsministerium om, at Scientology-bevægelsen skal opløse sig selv i Rusland. Det skriver det russiske nyhedsbureau TASS.

Den 19 år lange kamp begyndte, da Rusland få år efter at have godkendt Scientology som trossamfund lavede om på betingelserne for at blive anerkendt som trossamfund i landet. Derefter krævede de russiske myndigheder, at alle trossamfund skulle ansøge om at blive godkendt igen.

Chancerne for igen at blive godkendt må selv i Scientology-kredse være blevet betegnet som ganske beskedne. Særligt da det russiske underhus, Dumaen, i december 1996 vedtog en resolution, der karakteriserede bevægelsen som »en destruktiv, religiøs organisation«.

Det afholdt dog ikke Scientology for at ansøge om at blive anerkendt igen. 11 gange for at være helt præcis. Sagen endte ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der i 2007 gav Scientology medhold og sagde, at man ikke kunne trække ankendelsen af et trossamfund tilbage, når først den var givet.

Men det russiske justitsministerium har afgjort, at Scientology slet ikke kan kaldes et trossamfund efter russisk lovgivning, og derfor ikke kan nyde beskyttelse under bestemmelsen om religionsfrihed. Det er i hvert fald påstanden i sagen, som byretten i den russiske hovedstad afgjorde mandag.

Scientology er således et registreret varemærke i USA, og derfor falder bevægelsen uden for betegnelsen. Scientology har desuden også forbrudt sig mod sin tilladelse til at være i Rusland ved at bedrive aktiviteter i byen Skt. Petersborg, hvor tilladelsen kun strakte sig til Moskva, ifølge både ministeriet og byretsdommeren.

»Der findes ikke et forbud, som organisationen har overtrådt. Der er ikke blevet givet et seriøst argument for at opløse den,« lød det fra Scientologys advokat i sagen efter mandagens dom, ifølge TASS.

Advokaten bebudede efter dommen, at sagen vil blive ført helt til den russiske højesteret, hvis det skulle blive nødvendigt.

Mandagens dom gav Scientology seks måneder til at nedsætte udvalg, der skulle opløse organisationen i Rusland.

Siden 2010 har en række Scientology-skrifter desuden været forbudt i Rusland. De er skrevet af bevægelsens grundlægger L. Ron Hubbard og er blevet karakteriseret som »ekstremistisk materiale«. Senest blev otte værker forbudt i 2011.

Scientology er forbudt i en række lande herunder Tyskland og er blevet kritiseret voldsomt for at hjernevaske sine følgere. Bevægelsen kom igen under beskydning tidligere i år i den amerikanske dokumentarfilm "Going Clear: Scientology and the Prison of Belief", som fik den danske titel "Scientologys religiøse fængsel".

I filmen står otte tidligere medlemmer frem og fortæller om livet i Scientology og det pres, som de blev sat under, da de prøvede at forlade bevægelsen.