Fortsæt til indhold
International

Australien: EU har kontaktet os om bådflygtninge

Andre lande kan lære af vores måde at håndtere bådflygtninge, siger Australiens premierminister.

De europæiske lande har henvendt sig til Australien omkring problemet med bådflygtninge, ifølge Australiens premierminister Tony Abbott.

Udmeldingen kommer mandag, efter at omkring 5.800 migranter i weekenden blev reddet fra at drukne, da de forsøgte at krydse Middelhavet for at nå Europa. Mere end 2.150 af personerne blev reddet søndag, siger de italienske kystmyndighederne ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samtidig har EU-landene debatteret problemet, siden mindst 800 personer druknede ved et skibsforlis i Middelhavet i slutningen af april. Et af de meget omdiskuterede løsningsforslag er at gøre som Australien, der tvinger både med flygtninge til at vende om, inden de når Australien.

”Det er mit indtryk, at der har været kontakt på et officielt niveau mellem folk fra Australien og Europa,” siger Tony Abbott ifølge AFP på spørgsmålet om, hvorvidt EU har søgt råd hos australierne om problemet.

Tiltaget, der hedder Operation Sovereign Borders, blev indført i 2013 af Tony Abbotts konservative regering. Siden har Australien konsekvent afvist bådflygtninge, der har haft kurs mod de australske kyster for at søge om asyl, og sendt dem til lejre på Stillehavsøerne Papau Ny Guinea og Nauru.

Afvisningen er sket gennem en omfattende patruljering af farvandene nord for Australien.

FN og andre flygtningsorganisationer har kritiseret tiltaget kraftigt. Samtidig har EU tidligere afvist at kopiere Australiens tilgang til bådflygtninge.

”EU har verdens højeste standarder for asylpolitik og -rettigheder, og vi har ingen intentioner om at forringe disse,” sagde talsperson for EU-kommisionen, Natasha Bertaud, i april om emnet til Ritzau.

Den australske regering forsvarer sig mod kritikken med, at der i næsten 18 måneder ikke har været nogle dødsfald blandt bådflygtninge i området. Samtidig har Australien ikke haft taget imod nogle bådflygtninge i hele perioden.

”Operation Sovereign Borders er tydeligvis en lektion til alle om, hvordan man gør det rigtige. Både for vores folk, mens i sidste ende også for de fattige, vildledte mennesker, der af alle mulige forskellige årsager ønsker et bedre liv, men ofte går i døden, hvis de lægger sin skæbne i hænderne på menneskesmuglere,” siger Tony Abbott.

Omkring 1.750 migranter er omkommet i forsøget på at krydse Middelhavet mod Europa i år, ifølge the International Organization for Migration. Det er 30 gange mere end i samme periode sidste år.

EU aftalte på et ekstraordinært møde den 23. april at indføre en række tiltag for at stoppe strømmen af bådflygtninge, bl.a. ved at tredoble flådeindsatsen i Middelhavet.