JP i Ukraine: Stor usikkerhed om topmøde i Minsk
Det er på nuværende tidspunkt stadig meget usikkert om det planlagte topmøde onsdag mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine om situationen i Ukraine bliver afholdt. Hvis ikke, kan det give tilhængerne af en militær løsning vind i sejlene.
Onsdag mødes forbundskansler Angela Merkel, den franske præsident François Hollande, Ruslands præsident Vladimir Putin og Ukraines ditto, Petro Porosjenko efter planerne om forhandlingsbordet i den Hviderussiske hovedstad Minsk, for at forsøge at finde en løsning på konflikten i den Østukrainske Donbass-provins. Hvis ikke, er der blevet markant længere til en diplomatisk løsning på konflikten.
Om mødet bliver til noget er endnu usikkert, for lige til det sidste forhandler højtstående diplomater og politikere fra de fire lande og forsøger at rydde de sten på vejen, som kan blokere for, at alle parter kan forlade mødet med et acceptabelt resultat.
Hvis det ikke lykkes, bliver topmødet ikke til noget.
"Først når Merkel, Hollande, Putin og Porosjenko, er bænket om mødebordet, ved man med sikkerhed, om topmødet bliver afholdt.", forklarer JP's korrespondent i Ukraine, Poul Funder Larsen. Han befinder sig i øjeblikket i Ukraines hovedstad, Kiev, hvor han følger udviklingen tæt.
Det er det første møde med tyske, franske, ukrainske og russiske statsledere i mange måneder, og hvis der ikke kommer et håndgribeligt resultat ud af mødet, vil det være et stort tilbageslag og prestigetab for Frankrig og Tyskland, der har været de drivende kræfter i, at etablere en diplomatisk løsning på krisen i Østukraine.
"Derfor kan man forvente at de vestlige deltagere i mødet vil strække sig langt for at nå et resultat, og mindst komme hjem med en våbenhvileaftale", siger Poul Funder Larsen.
Lige nu svirrer det med rygter om ret dramatiske eskaleringer af situationen i Østukraine.
Der har i de seneste uger været beretninger om meget blodige slag ved det vigtige jernbaneknudepunkt Debaltsevo 70 kilometer nordøst for Donetsk. Her har de prorussiske separatister i øjeblikket har initiativet. Nær havnebyen Mariupol, 120 kilometer syd for Donetsk, har den Ukrainske hærs tropper sat en modoffensiv ind, og har tilsyneladende vundet terræn. Seneste nyt er, at de prorussiske oprørere har indledt et bombardement af byen Kramatorsk, 100 kilometer nord for Donetsk. Her er regeringshærens hovedkvarter blevet ramt af en raket, og ved et raketangreb mod et boligområde er mindst syv civile dræbt og 26 er såret, oplyser de lokale myndigheder.
Spørgsmålet er, om disse kampe vil gøre det sværere at nå frem til en våbenhvileaftale, eller om det er de krigende parters sidste hektiske indsats for at vinde så meget terræn som muligt, inden en våbenhvile træder i kraft. Det bliver først besvaret, når topmødet i Minsk er overstået.
"Forventningerne til, om et resultat af topmødet i Minsk kan holde på lang sigt, er ikke høje. En ting er at indgå en våbenhvile. Det kan måske godt lade sig gøre, men at finde en politisk formel, der kan løse konflikten i Østukraine på lang sigt, bliver ikke nemt", mener JPs udsendte.
Det springende punkt er blandt andet, hvor en våbenstilstandslinje skal trækkes, og i en endelig løsning på konflikten er spørgsmålet, hvad der skal ske med den østlige del af Ukraine. Skal Donbass-provinsen have selvstyre, og i så fald hvor vidtgående skal et sådant selvstyre være. Hvem skal have den politiske magt og styre regionen fremover?
Hvilke forslag, Tyskland og Frankring vil bringe til forhandlingsbordet, er svært at forudsige, for detaljerne i Angela Merkel og François Hollandes fredsplan, som de fremlagde for Vladimir Putin i Moskva fredag aften, er endnu ikke offentliggjort.
Situationen kompliceres yderligere af, at der ved topmødet i Minsk er der ikke kun en enkelt front mellem Rusland på den ene side og Ukraine, Frankrig og Tyskland på den anden side. Ukrainerne er lige nu splittet internt i forhold til, hvad der på sigt skal ske med det østlige Ukraine.
Fløjen omkring præsident Petro Porosjenko er tilhængere af en våbenhvile og er sandsynligvis parat til at komme med nogle indrømmelser, for at opnå dette. Over for dem står høgene i det ukrainske parlament, der mener, at kampen mod de russiske separatister skal fortsætte. De er derfor modstandere af en våbenhvile. På nuværende tidspunkt har præsidentens fløj det politiske overtag, men om det kan fortsætte anhænger af, om topmødet i Minsk kan nå frem til en våbenhvileaftale, der ikke er alt for problematisk for Ukraine.
"Hvis en selvstyreordning for Donbass-provinsen bliver for vidtgående, vil det utvivlsomt føre til protester fra både høgene i parlamentet og fra de frivillige militser af nationalister, der udgør en stor del af den ukrainske krigsindsats i området", forklarer Poul Funder.
Det er tæt på utænkeligt, at mødet i Minsk i morgen kan levere en endelig løsning på konflikten. Derfor er de aftaler, der muligvis indgås i Minsk, blot et skridt på vejen mod en varig fred i regionen. Af samme årsag har alle parterne omkring forhandlingsbordet en interesse i at få positioneret sig bedst muligt til de fremtidige forhandlinger om den politiske fremtid for Østukraine.
På den russiske side af bordet, har man tilsyneladende ikke nogen aktuelle planer om, at indstille støtten til de pro-russiske oprørere. Følgelig er det russerne, der har den bedste hånd i det pokerspil, der skal afvikles i Minsk. Russerne kan så let som ingenting skrue op for krigsindsatsen ved at køre nogle flere kampvogne over grænsen, mens Vesten er nødt til at bluffe, ved at true med at sende våben til den ukrainske hær. Imidlertid har den ukrainske hær række interne strukturproblemer, der gør det meget uklart, om våbenbistand overhovedet vil hjælpe. Uanset hvor mange våben man udstyrer den ukrainske hær med, er det illusorisk at tro, at den vil kunne vinde kampen på slagmarken. Derfor kan våbenstøtte kun bidrage til at hæve den pris, som Putin og russerne skal betale på slagmarken, til et niveau, hvor de ikke synes at det er umagen værd. Hvor den smertegrænse går, kan man på nuværende tidspunkt kun gisne om.
Indenrigspolitisk vil det ikke være nogen vindersag for Putin at trække sig ud af Ukraine. Samtidig har han dog et meget stort indenrigspolitisk manøvrerum, der levner plads til, at han kan give nogen indrømmelser ved forhandlingsbordet i Minsk, uden at hans omdømme og styrkeposition i Rusland vil tage nævneværdig skade.
"Som kortene er fordelt nu, er det i høj grad op til Putin at skrue op og ned for konflikten, og det giver russerne en komfortabel forhandlingsposition i Minsk", vurderer Poul Funder.
I sidste ende, er det et spørgsmål om, i hvor høj grad Rusland ønsker at anstrenge forholdet til Europa yderligere. Hvis mødet i Minsk ender uden resultater, vil det være et nederlag for tilhængerne af en diplomatisk løsning. Russerne risikerer så, at det i højere grad bliver USA, der bliver toneangivende i Vestens indsats for at løse konflikten. USA har hidtil været tilhænger af en hårdere kurs overfor Rusland, og uden et resultat i Minsk vil høgene i USA få mere luft under vingerne. Det vil næppe være i Ruslands interesse, og de kan derfor have en interesse i at holde USA udenfor indflydelse, ved at bidrage til et resultat i Minsk.