Magtanalyse: Der mangler demokratisk kontrol af Danmarks forsvarspolitik
Folketingets politikere er selv filtret ind i de beslutninger, som de skal kontrollere, og Danmark har modsat de øvrige nordiske lande ikke en åben og gennemskuelig forsvarsdebat, fremgår det af Magtudredningen 2.0
Beslutninger bliver truffet i et lukket kredsløb, politikerne kontrollerer sig selv, og Danmark halter efter de øvrige nordiske lande, når det gælder åbenhed og demokratisk kontrol med forsvars- og sikkerhedspolitikken. Herunder brug af de enorme summer, som er bevilget til Forsvaret.
Det konkluderer tre forskere i et nyt bind af Magtudredningen 2.0, som sætter fingeren på, hvordan det står til med den demokratiske kontrol af og offentlige samtale om Danmarks forsvar og sikkerhed.