Analyse: Demokraterne har et socialist-problem. Og det kan true deres chancer ved midtvejsvalget
Selvom det tyder lovende for Demokraterne, er midtvejsvalget langt fra vundet. Trump og Republikanerne har fundet ud af, hvor de skal stikke kniven ind, så det gør ondt.
WASHINGTON
Hvis man kun læser venstreorienterede amerikanske medier, kan man nemt få den opfattelse, at Demokraterne har så gode forudsætninger ved midtvejsvalget i USA 3. november, at det minder om en friløber mod åbent mål.
For problemerne hober sig op for deres modstandere, Trump og Republikanerne. Hvis vi skal blive i analogien, har de mere travlt med at slås internt og gøre sig uvenner med både dommer og publikum end med at forsvare sig.
Det er der nogen grad af sandhed i.
Men det er ikke hele historien.
For Demokraterne har deres egne problemer.
Og særligt ét af dem truer med at spænde ben for den sikre sejr i Repræsentanternes Hus – og potentielt også en kneben sejr i Senatet – som målingerne spår dem til lige nu.