Fortsæt til indhold
Krigen i Ukraine

Putin mødtes med USA-udsendinge: »Situationen er ikke simpel«

Efter et tre timer langt møde med Putin lørdag ventes Steve Witkoff og Jared Kushner at tage til Ukraine søndag.

/ritzau/

Et møde mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA’s særlige udsendinge Jared Kushner og Steve Witkoff i Moskva er lørdag aften afsluttet.

Det meddeler det russiske statsejede nyhedsbureau RIA ifølge Reuters.

En journalist fra et andet russisk statsejet nyhedsbureau, Tass, siger, at de to amerikanere har forladt den russiske præsidents residens, Kreml, i Moskva.

Mødet har varet i omkring tre timer.

Dagsordenen for mødet var en drøftelse af en mulig afslutning på den mere end fire år lange fuldskala-krig med Ukraine.

Inden mødet beskrev Putin den situation, han skal drøfte med de to udsendinge, som vanskelig.

»Situationen er selvfølgelig ikke simpel,« siger Putin på videoen.

Putin siger også, at forbindelser mellem Moskva og Washington D.C. altid er fordelagtige, og at Rusland ser det som praktisk at samarbejde med de to udsendinge.

Witkoff siger, at USA’s præsident, Donald Trump, sender sine bedste hilsner og takker Putin for at gå med til at have en våbenhvile, mens de to udsendinge er i regionen.

Trump sagde fredag, at USA har et nyt og konkret forslag, der har til formål at afslutte krigen.

Hvad forslaget indeholder, nævnte Trump ikke.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har lørdag sagt, at han har talt med de to udsendinge, der ventes i Ukraine søndag.

Præsidenten har også sagt, at Ukraine er klar til at stoppe med at angribe Rusland fra lørdag til mandag, og at han forventer, at Rusland gør det samme.

Når Witkoff og Kushner forventeligt rejser til Ukraine søndag, er det første gang, at de to er der, siden Trump indledte sin anden præsidentperiode sidste år.

Arbejdet med at skabe fred mellem de to lande har stået stille, og det skyldes delvist, at USA har fokuseret på konflikten med Iran.

Samtidig har både Rusland og Ukraine skruet op for angreb med langtrækkende våben.