Fortsæt til indhold
International

Rusland vil lukke tysk kulturinstitution i tre byer efter dronesag

Som svar på, at Det Russiske Hus kræves lukket i Berlin, vil Rusland lukke tysk institution i russiske byer.

/ritzau/

Rusland vil lukke Goethe-Instituttets afdelinger i landet.

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, til det russiske nyhedsbureau Tass under den årlige økonomiske konference Eastern Economic Forum (EEF) i Vladivostok.

- Tyskerne har afdelinger fra Goethe-Instituttet her: Moskva, Sankt Petersborg og Jekaterinburg. Ja, de bliver naturligvis lukket, efter at vores kulturcenter blev smidt ud derfra (fra Berlin, red.), siger han.

Goethe-Instituttet er en tysk regeringsstøttet kulturorganisation, der arbejder i over 90 lande.

Tyskland har krævet, at Ruslands generalkonsulat i Bonn og kulturinstitutionen Det Russiske Hus i Berlin bliver lukket.

Det sker, efter at Tyskland har konkluderet, at Rusland var involveret i et forsøg på et droneangreb i Leipzig/Halle Lufthavn i begyndelsen af august.

Tysklands indenrigsminister, Alexander Dobrindt, præsenterede konklusionen på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Lavrov nævner over for Tass den drone, som de tyske myndigheder har fundet i Leipzig.

- De konkluderede, at dronen lignede dem, der anvendes af Rusland, selv om de stadig ikke kan bekræfte det som en definitiv konklusion

- På baggrund af disse antagelser, spekulationer og gætterier besluttede de at lukke vores sidste tilbageværende generalkonsulat i Bonn og Det Russiske Hus i Berlin, siger han ifølge Tass.

Lavrov siger ifølge nyhedsbureauet Reuters videre til Tass, at kulturcentrene var forblevet åbne ”på trods af alle de ukrainske komplikationer i vores relationer med Vesten”.

Ruslands første Goethe-Institut åbnede i Moskva i 1992 kort efter Sovjetunionens sammenbrud.

Det er ikke første gang, at et kulturcenter tilhørende et vestligt land lukker i landet.

Efter en diplomatisk strid med Storbritannien lukkede Rusland i 2018 organisationen British Council i landet.

Onsdag udtalte Lavrovs stedfortræder, Aleksandr Grusjko, at Rusland ”meget snart” vil gøre gengæld for lukningen af konsulatet i Bonn, skriver Reuters.