Opdrætslaks kan blive rugemødre for truede vildlaks
De får skyld for at være med til at udrydde vildlaks, men nu kan opdrætslaks måske også være med til at redde dem.
Forskere har fundet en alternativ metode til at hjælpe den udrydningstruede vildlaks.
Det skriver NRK.
Mens opdrætslaks er en milliardindustri i Norge, står det anderledes til med de laks, som lever i naturen. Her er bestanden dykket voldsomt over de seneste år, og vildlaksen er nu havnet på den såkaldte rødliste som udrydningstruet art.
Årsagen er omdiskuteret. Mange peger på, at klimaforandringer og opdrætslaks er skyld i problemerne, fordi de bl.a. spreder lakselus. Lakseindustrien afviser dog den udlægning.
Ikke desto mindre kan selv samme opdrætslaks være med til at redde vildlaksen.
Havforsker Lene Kleppe forklarer til NRK, at opdrætslaksen kan fungere som en form for rugemor eller surrogatfisk. Metoden er følgende: Man udtager kønsstamceller fra vildlaks og transplanterer dem ind i to forskellige opdrætslaks. Den ene fisk producerer æg af cellerne fra donoren, den anden fiskesæd.
Når de inseminerede laks gyder, er det således udelukkende med vildlaks-dna.
Hvorvidt metoden overhovedet skal i brug er ikke afgjort, men forskerne peger på, at det er en mulighed.
Tidligere på året lød det i en opfordring fra præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, at man burde droppe »de norske burlaks«.
»Burlaksen er blevet et symbol på den måde, vi mennesker behandler naturen på: Vi presser den til det yderste for at holde liv i en industri, der ikke tager hensyn til de økosystemer, den er en del af,« lød det på Facebook.