»Korruption fra start til slut?«: Trumps forhandlinger med Putin trækker et tydeligt spor efter sig
Fra krig til fred til profit for USA. Og med rigmænd i kulissen. En afsløring af amerikanske nøglepersoners forhandlinger med Rusland om at gøre en hurtigt forhandlet fred i Ukraine til en god forretning for både USA og Rusland har chokeret. Men det her er ikke nogen overraskelse – det er et mønster.
Det fremstod som et scoop.
»Lav penge, ikke krig: Trumps reelle plan for fred i Ukraine,« skrev Wall Street Journal (WSJ) for nylig.
Bag overskriften beskrev avisen detaljeret, hvordan det er helt centralt i USA’s nuværende forsøg på at forhandle fred i Ukraine, at der skal være penge at tjene for USA i både Ukraine og Rusland. Mange penge.
I Miami havde top-russeren Kirill Dmitriev forhandlet med Trumps mangeårige forretningsforbindelse, ven og nu diplomat Steve Witkoff om USA’s nylige 28-punkts fredsplan. Det vidste man godt.
Men WSJ kunne i detaljer fortælle, hvor centralt økonomisk profit var i deres samtaler.
Og det har efterfølgende chokeret de europæiske lande – nye historier fra denne uge med diplomatiske kilder afslører store uenigheder.
Man taler ikke længere om Donald Trumps lånte slogan fra Ronald Reagan: »Fred gennem styrke«.
Det her er »fred via forretning«.
For mig at se er det en sammenblanding af rent show og ingen substansIsabel Bramsen, fredsforsker.
Men helt overrasket skal man ikke være.
Forretninger, penge og profit til USA er nemlig selve kernen af Donald Trumps forståelse af, hvordan ikke bare en god, hurtig fred i Ukraine ser ud. Det er også lige blevet sat på formel i hans sikkerhedspolitik for en anden del af verden.
Og agendaen er slet ikke nogen hemmelighed.
Steve Witkoff forklarer gladeligt Wall Street Journal, at det er centralt for hans forsøg på at skabe fred i Ukraine på Trumps vegne, at Rusland, Ukraine og USA skal tjene penge sammen.
»Hvis vi gør alt det her, og alle har fremgang, og de alle er en del af det, og der er en gevinst for alle, så vil det naturligt være en bastion mod fremtidige konflikter der. Fordi alle trives,« siger han til Wall Street Journal.
Især det russiske forretningseventyr, Kirill Dmitriev har pitchet for ham i deres samtaler i Miami, ser Witkoff potentiale i:
»Rusland har så mange enorme ressourcer, enorme landområder.«
Ifølge Wall Street Journals kilder i vestlige efterretningskilder har det været en del af Ruslands strategi hele året med Trump: snak om penge.
Wandel durch Handel
Det, Witkoff og Trump ikke taler så meget om, er selvfølgelig problemerne. Og dem er der en del af.
Et af de mest åbenlyse er et direkte sammenstød med Europas planer for foreløbigt 245 mia. euro russiske aktiver, som er indefrosset på europæiske bankkonti.
Et flertal af EU-landene vil i den kommende uge forsøge at bruge en del af dem som basis for et meget stort og endnu mere tiltrængt lån for Ukraine. USA vil i stedet stoppe krigen akkurat nu, og så være med til at investere dem i genopbygning – og tage profit for det.
Et andet problem er, at europæerne ikke har nogen interesse i, at der skal handles med Rusland igen.
Wandel durch Handel – forandring gennem handel – var jo netop den gamle tyske formel for at holde styr på Rusland gennem øget samhandel. Donald Trump kritiserede det faktisk voldsomt, minder fredsforsker Isabel Bramsen om til Jyllands-Posten.
Teorien døde med fuldskalainvasionen af Ukraine i februar 2022. Den bliver ikke genoplivet.
Mens diskussionerne raser på tværs af Atlanten skal man huske på det, der ikke rykker sig.
»De største hindringer for at nå en aftale er mere komplekse end Trump-administrationens fokus på forretning. Den centrale udfordring forbliver Putins maksimalistiske mål. Et relateret svært punkt er Ukraines helt rimelige insisteren på, at enhver aftale skal inkludere konkrete sikkerhedsgarantier – essentielle ikke kun for stabilitet, men også for fremtidige økonomiske muligheder,« lyder det fra analytiker i den amerikanske tænketank Atlantic Council Shelby Magid til Jyllands-Posten.
Håbefulde pengemænd
Problemerne i de amerikansk/russiske skitser for en plan er der dog flere end Witkoff og Trump, der er villige til at prøve at se forbi.
En hel stribe af amerikanske selskaber og forretningsmænd har ifølge Wall Street Journal gjort de indledende øvelser for at kunne slå til. Hvis altså en aftale bliver til en realitet og afmonterer de sanktioner, som lige nu gør forretning med Rusland ikke bare umuligt, men ulovligt:
- Gentry Beach, en ven af Trump-familien og donor til Trumps valgkamp, har forhandlet om at købe en andel i et arktisk russisk gasprojekt – hvis altså sanktionerne ophæves.
- Stephen P. Lynch, ligeledes Trump-donor, har brugt betydelige midler på en lobbyist med bånd til Donald Trump Jr. for at prøve at få tilladelse af Finansministeriet til potentielt at opkøbe den delvist ødelagte Nord Stream 2-gasledning, der løber forbi Bornholm.
- Hedgefonden Elliot Investment har kig på at få andel i en gasrørledning mellem Europa og Rusland.
- Oliemastodonten Exxon Mobil har også haft møder i år med det russiske statslige olieselskab Rosneft om perspektiver i måske at kunne komme tilbage det gigantiske olie- og gasprojekt Sakhalin-1.
- Fra russisk side har repræsentanter for fire sanktionerede milliardærer med åbenlyse bånd til præsident Vladimir Putin taget del i samtaler. Gennady Timchenko, Yuri Kovalchuk og brødrene Boris og Arkady Rotenberg har ifølge Wall Street Journals kilder således prøvet at få samtaler op at køre om mulige mineprojekter for sjældne jordarter – et særligt stort fokus for Trumps regering.
Det er først og fremmest disse mulige forbindelser til Rusland, der har vakt kritik, lige siden artiklen udkom.
»WSJ-artiklen, der siger, at der bliver lavet aftaler for milliarder af dollars med Rusland, som giver dem gunstige vilkår over Ukraine, er alarmerende. USA’s udenrigspolitik bør ikke være baseret på grådighed. Vi må stå på samme side som frihed, retsstatsprincippet og frie markeder. Og vi bør vide, at en verden, hvor de store har ret, i sidste ende også er farlig for os,« har kritikken lydt fra det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, Don Bacon – en tro Ukraine-støtte.
En video af den demokratiske senator Chris Murphy, der betegner Trump og hans væbnere som korrupte, er også gået viralt.
»Det er en forretningsaftale, der skal gøre folkene omkring Donald Trump rige. Det er korruption fra start til slut,« siger han.
Og så er der kritikken fra de europæiske hovedstæder. Man kommer langt bare med dette citat fra den polske premierminister, Donald Tusk, om sagen:
»Vi ved, at dette ikke handler om fred. Det handler om forretning.«
»Ejendomshandel gange tusind«
Men man skal altså ikke være overrasket.
Det aktuelle forløb har mange ligheder med begyndelsen af året, hvor Trump-administrationen chokerede ved at prøve at presse Ukraine ind i en aftale om dets naturressourcer.
Mineralaftalen, blev den kaldt. Idéen var at binde Ukraine op på vidtrækkende krav, der over tid skulle sikre USA 500 mia. dollars i profit.
I Donald Trumps øjne var det en fair tilbagebetaling for den militærstøtte, hans forgænger Joe Biden havde givet Ukraine, men han selv havde sat en stopper for. Og så argumenterede han for, at selve tilstedeværelsen af amerikanske økonomiske interesser i Ukraine ville være en sikkerhedsgaranti fremover.
Og husk, hvad han allerede dengang skrev på Truth Social:
»Jeg er i seriøse diskussioner med præsident Vladimir Putin fra Rusland om afslutningen af krigen. Og også store økonomiske udviklingsaftaler, som vil finde sted mellem USA og Rusland. Forhandlingerne går meget godt!«
Sandheden er, at Ukraine indgik en langt mindre vidtrækkende mineral- og genopbygningsaftale med USA senere på året. Den holder ikke de to parter op på særligt mange ting.
Det økonomiske samarbejde med Rusland er heller ikke blevet til noget. Endnu.
Og krigen fortsætter.
For fredsforsker Isabel Bramsen fra Lund Universitet er dét selve kernen af det mest kritisable i det, der foregår. Det skaber ikke resultater.
»Hvis det så bare var en hardcore økonomisk interesse blandet med hardcore konkrete forandringer på landjorden. Men for mig at se er det en sammenblanding af rent show og ingen substans. Altså hule aftaler og udkast tilsat det her økonomiske aspekt,« siger hun.
Hun kalder det også »noget-for-noget tilsat luftkastelsdiplomati«, og fremhæver den ufuldstændige aftale om Gaza i samme kategori.
Hun har endnu ikke fundet et dansk ord, der dækker det, man i international fredsforskning kalder Trumps dealmaking-diplomati. Men det er nu engang det, det er. Forhandlinger, der betragter selv den største krig i Europa siden Anden Verdenskrig som sammenlignelig med en ejendomshandel, hvor man skal mødes på midten, og alle tjener på det – nogen mere end andre.
»Han følger en udelukkende økonomisk logik. Der er også nogle gode ting i den logik. Men hvis man kun har den tilgang, så er det rigtig svært at stoppe krig – for det er netop ikke kun det, der spiller ind i en krig.«
Trump selv sagde torsdag:
»Det er en fire- eller fem-delt aftale. Det er kompliceret, man deler territorium op. Det er som en ejendomshandel gange tusind. Men denne aftale ville have stoppet drabene på tusindvis af mennesker hver måned, primært soldater.«