Bag lukkede ruder. Sådan vælges den nye pave

Går alt som det plejer, vil en mand træde ind i Det Sixtinske Kapel mellem Michelangelos berømte malerier som kardinal og gå ud som pave.

Inden er han og de øvrige kardinaler samlet en sidste gang til messe i Sankt Peterskirken. Messen er åben for alle, og køen for at komme ind plejer at være lang.

Senere på dagen går kardinalerne procession mod Det Sixtinske Kapel. Når ordene ”extra omnes”, alle ud, har lydt, er kun kardinalerne tilbage, og valghandlingen, konklave, kan begynde. Konklave betyder ”med nøgle” og fortæller, at rummet er lukket.

I moderne tider i mere end én forstand. Heller ikke den digitale verden har kardinalerne adgang til, mens valghandlingen står på. Det gælder både i Det Sixtinske Kapel og i Vatikanets gæstehus Santa Martha, hvor de overnatter.

Konklaven kan vare i flere dage, historiens længste varede tre år, mens det i 2013 tog blot to dage at vælge den nu afdøde pave Frans.

Det indledes mellem den 15. og 20. dag efter pavens død, det vil nu sige mellem den 6. og 10. maj.

At blive valgt kræver to tredjedeles flertal. I teorien kan enhver ugift katolsk mand vælges. I praksis er det en af de på nuværende tidspunkt 138 kardinaler, som har stemmeret.

Selve proceduren for afstemningen er nøje koreograferet. Hver kardinal afleverer personligt sin stemme ved alteret. Stemmesedlen lægges på et sølvfad og glider derfra ned i en urne.

Røg markerer, hvordan afstemningen er gået. Sort røg betyder, at der ikke er valgt en pave. Hvid røg, at en ny pave er fundet. Den sorte eller hvide farve skyldes tilsatte kemikalier. Røgen forventes at kunne ses omkring middagstid og igen ved 19-tiden.

Når den hvide røg stiger op, ringer kirkeklokkerne i Peterskirken, og i Det Sixtinske Kapel går den nyvalgte ind i stanza delle lacrime, tårernes rum, hvor de pavelige gevandter ligger klar.

På Peterspladsen holdes der øje med det vindue, hvor den nye pave vil træde ud efter de berømte ord er deklareret: Habemus Papam, vi har en pave.