Australsk premierminister: Vi vil have Julian Assange hjem
Julian Assange skal hjem til Australien, lyder det fra premierminister efter nyhed om ventet tilståelse.
WikiLeaks-stifteren Julian Assange har fået selskab af den australske ambassadør i Storbritannien på sit fly fra England.
Det oplyser den australske premierminister, Anthony Albanese, tirsdag morgen dansk tid.
- Vi vil have Julian Assange hjem til Australien, lyder det.
Det er natten til tirsdag dansk tid kommet frem, at Assange, der er født i Australien, har indgået forlig med det amerikanske justitsministerium.
Forliget indebærer, at Assange bliver løsladt mod at erklære sig skyldig i et anklagepunkt, der handler om sammensværgelse med henblik på at få fat i og udgive dokumenter fra det amerikanske militær.
Assange steg allerede mandag på et fly i London, hvor han de seneste fem år har siddet fængslet.
Den 52-årige australier er i USA tiltalt for en række forhold vedrørende WikiLeaks’ offentliggørelse af hundredtusindvis af klassificerede dokumenter i 2010.
Flyet flyver mod Saipan, hovedstaden på Nordmarianerne, et amerikansk oversøisk territorie i Stillehavet.
Det er ved en amerikansk distriktsdomstol på Saipan, at Assange formelt ventes at erklære sig skyldig. Det er uklart, hvorfor sagen behandles lige netop der.