Fortsæt til indhold
International

Afdød teenager står til at blive yngste helgen nogensinde

Afdød italiensk teenager er netop blevet tilskrevet sit andet mirakel.

21-årige Valeria Valverde fra Costa Rica studerede på universitet i Firenze i Italien. Men den 2. juli 2022 styrtede hun på sin cykel og slog sit hoved alvorligt. Hun pådrog sig en hjerneblødning, og lægerne vurderede, at chancerne for overlevelse var meget små.

Imens lægerne kæmpede for hendes liv på operationsbordet ved blandt andet at åbne ind til kraniet for at lette trykket på hjernen, hastede hendes mor, Liliana Valverde, til Italien.

Hun besøgte naturligvis sin datter på hospitalet, men hun rejste også 100 km væk til middelalderbyen Assisi for at bede foran et balsameret lig. Inde bag glasmontren lå Carlo Acutis, der døde i 2006 i en alder af 15 år, efter at være blevet diagnosticeret med leukæmi.

»Guds influencer«

Carlo Acutis designede hjemmesider til sit sogn og sin skole, og inden sin død nåede han at lancere en hjemmeside, hvor han dokumenterede alle katolske mirakler. Efter sin død blev han kendt som ”Guds influencer” på baggrund af sit store arbejde med at udbrede det kristne budskab, og derfor blev han indstillet til første trin på vejen imod at blive helgen. Et år efter sin død blev hans balsamerede lig flyttet til Assisi, hvor det siden har været udstillet sammen med andre af hans ejendele.

Det var her, Liliana Valverde søgte hen. Seks dage efter datterens cykelstyrt satte hun sig foran Carlo Acutis og bad, og inden hun gik, efterlod hun et brev med alle detaljerne om ulykken og hendes bøn.

Samme dag informerede hospitalet hende om, at datteren spontant var begyndt at trække vejret. Og allerede dagen efter begyndte hun at bevæge sig og havde delvist genvundet sin tale. 16 dage efter uheldet viste en CAT-scanning, at hendes blødning var forsvundet.

Det andet mirakel

Det var et mirakel. I bogstaveligste forstand. Efter at eksperter har undersøgt hændelsen, har pave Frans, den katolske kirkes overhoved, slået fast, at det var et mirakel efter katolske standarder.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Vatikanet i Rom.

Dermed er vejen banet for, at Carlo Acutis kan blive kåret til helgen.

Det er nemlig ikke første gang, at den afdøde teenager bliver tilskrevet et mirakel. Det første indtraf ifølge BBC i 2020, da han blev godskrevet helbredelsen af den brasiliansk dreng Mattheus Vianna for en medfødt sygdom, der påvirkede hans bugspytkirtel.

For at noget kan betragtes som et mirakel i den katolske kirke, kræver det en handling, der anses for at ske hinsides, hvad der er muligt i naturen. Typisk er det en pludselig helbredelse af en person, der anses for at være døden nær.

Men for at et mirakel kan godkendes, skal det først undersøges nøje af både medicinske og teologiske eksperter i Vatikanet.

Der skal nemlig kunne knyttes en tråd til den pludselige helbredelse af Valeria Valverde og så til en såkaldt forbøn, som Carlo Acutis har fremsagt, imens han levede. Nu har Vatikanets eksperter altså har sagt god for miraklet.

En ung helgen

Og da to mirakler nu er tilskrevet Carlo Acutis, vil han i løbet af kort tid officielt blive forfremmet fra saligkåret til helgen, hvilket er det sidste trin i den katolske kanoniseringsproces.

Det er meget atypisk, at en ung person, som kun har været død i få år, bliver kåret som helgen.

Normalt er det ældre personer, der har været døde længe, der kåres. Carlo Acutis kan se frem til at blive den første såkaldte millennial – som er betegnelsen for en person, der er født i begyndelsen af 1980’erne frem til slutningen af 1990’erne – der bliver kanoniseret.

Den katolske kirke kæmper med at tiltrække og fastholde ungdommen.

Den seneste person, der blev kanoniseret, var Maria Antonia de Paz y Figueroa, også kendt som Mama Antula, en religiøs søster fra det 18. århundrede, som blev Argentinas første kvindelige helgen.