Branden ved Børsen går verden rundt: »Spir kollapser i et kæmpeinferno«
Branden ved Børsen i København rydder forsider verden rundt. Der lægges særligt vægt på, hvordan uvurderlige malerier blev reddet ud fra de rasende flammer ved Børsen og ligheden med Notre Dame-branden.
Fem år og én dag efter at de nu historiske billeder af branden ved Notre Dame katedralen i Paris gik Jorden rundt, rydder den flammeomsvøbte Børsen i København nu forsiderne hos verdens medier.
»En brand ramte tirsdag Københavns gamle Fondsbørs, en af den danske hovedstads mest kendte bygninger, og opslugte dens spir, der kollapsede ned på taget i en scene, der minder om branden i 2019 ved Paris’ Notre Dame katedral,« konstaterer nyhedsbureauet Reuters.
Det franske medie BFMTV drager også paralleller til branden ved Notre Dame i 2019 deres dækningen af branden ved Børsen.
Nyhedsbureauet AP fortæller, hvordan »kæmpe røgskyer steg op over Københavns bymidte, og folk blev set fare ind i bygningen for at redde malerier«.
Det britiske statsmedie BBC lægger også vægt på de reddede malerier, og hvordan tilstedeværende »gispede, da det ikoniske spir kollapsede i flammerne«.
Det britiske medie fortæller, at Børsens dragespir symboliserede »tætte bånd til naboerne Norge og Sverige«.
I netop Norge og Sverige har den voldsomme brand ved Børsen da også vakt opsigt.
»Brand i Børsen i København - dele af taget er kollapset« lød overskriften tirsdag formiddag på norske medie VG.
VG skriver, at Børsen er en af Københavns »ældste bygninger« og blandt hovedstadens seværdigheder.
»I bygningen har også hængt historiske malerier, blandt andet ”Fra Københavns Fondsbørs” af P.S. Krøyer. Maleriet er et af Skagensmalerens mest kendte og er ifølge billeder fra stedet blevet båret ud af den brændende bygning,« skriver VG.
Tirsdag formiddag er branden også på forsiden af det svenske statsmedie SVT’s hjemmeside.
»Dramatiske billeder fra den danske hovedstad: 400 års kulturarv i flammer,« rapporterer det svenske medie.
Det samme gør sig gældende ved det svenske medie Dagens Nyheter, som tilmed har reportere tilstede ved branden.
»Det er vores kultur, der står i flammer, et stykke af vores historie, der er ved at forsvinde,« siger den tilstedeværende kunsthistoriker Julie Bonde til Dagens Nyheter.
Breaking News og livedækning
De to britiske medier The Guardian og The Independent har begge kørt livedækning af branden i løbet af formiddagen.
»Københavns forhenværende børsmarkeds ikoniske spir kollapser i et kæmpe inferno,« lyder overskriften hos The Independent.
The Guardian beder tilstedeværende i København kontakte mediet, hvilket flere har gjort. Den herboende brite Lara skriver til The Guardian, at hun så branden, da hun trådte ud af en nærliggende metro.
»Absolut hjerteskærende. 400 års historie forsvinder for dine øjne,« skriver Lara til The Guardian.
På den anden side af Atlanterhavet kører det amerikanske medie CNN historien om Børsen-branden som ”breaking news”.
»Børsen-bygningen har befundet sig i hjertet af dansk forretningsliv siden 1600-tallet,« skriver det amerikanske medie.
Den italienske avis la Repubblica fortæller i en længere artikel, hvordan »snesevis af medarbejdere sluttede sig til operationen for at genvinde de aktiver, der blev opbevaret inde i bygningen, der var opslugt af flammer siden de tidlige morgentimer«.