Fortsæt til indhold
International

De kæmper for at komme med i EU. Nu udløser »russisk lov« stor kritik og optøjer

I Georgien protesterer tusinder mod et lovforslag, som de kalder »den russiske lov«. Mange frygter, at loven kan forpurre Georgiens EU-ambitioner.

Bevæbnede med blågule EU-faner og Georgiens rødhvide nationalflag vandrer tusindvis af demonstranter gennem gaderne i den georgiske hovedstad, Tbilisi.

De protesterer imod et lovforslag fra den georgiske regering om registrering af såkaldte fremmedagenter.

»Den russiske lov« kalder kritikerne lovforslaget og drager paralleler til lignende russisk lovgivning, som Vladimir Putins regime med rund hånd bruger til at kvæle dissens på hjemmefronten.

Mange frygter, at lovforslaget kan stikke en kæp i hjulet på Georgiens EU-ambitioner og være med til at skubbe den forhenværende sovjetrepublik tilbage i favnen på den russiske nabo.