Tunge regnskyer over Ukraine kan forme slagets gang
I det sene ukrainske efterår fremhæves tunge regnskyer og mudrede veje som en udfordring for slagets gang.
Det russiske ord rasputitsa dækker over en årstid, hvor vejene bliver svært fremkommelige. Og ordet synes nu skræmmende aktuelt på slagmarken i Ukraine. Videoer viser, at regn og mudder har forplumret flere veje, ligesom det var tilfældet omkring samme tid sidste år.
»Det har betydning, når man kommer op i køretøjerne,« har militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen sagt om vejrets betydning for slagets gang.
Udtalelsen kom, før rasputitsa var aktuel. Men alt tyder på, at mudderet nu har gjort sit indtog.
Nogle af videoerne viser køretøjer, der sidder fast i mudderet. Andre, at soldater trækker benene gennem mudder til knæene.
Det er dog ikke alle køretøjer, der er lige påvirkelige overfor rasputitsa. De ukrainske kampvogne fra USA, kaldet Abrams, er ligefrem designet til opgaven. Og generelt er kampvognene, deres størrelse og vægt til trods, bedre til at stå imod, har Mark Cancian, seniorrådgiver ved Center for Strategic and International Studies (CSIS) fortalt til Business Insider.
Det skyldes især deres størrelse, der gør, at vægten er spredt ud over et stort område.
Men den kvalitet er det langtfra alle køretøjer i krigen, der har.
Mudderet forplumrer slagmarken i disse dage, men vil ikke være en afgørende faktor for evigt. Når kulden for alvor gør sit indtog, og jorden fryser til, kommer køretøjerne igen stabilt rundt på slagmarken. Men når sneen og isen smelter væk i foråret, er Ukraine tilbage til den mudrede tilstand.
Det er slagets gang.