33 år efter Golfkrigen går danske gidsler i kødet på den britiske regering for at få millionerstatning
Jens Linder og Lars Schacksen vil sammen med andre passagerer og besætning fra et britisk passagerfly anlægge gruppesøgsmål.
CAPE TOWN
Mareridtet fra krigen i Kuwait vendte tilbage for at hjemsøge Jens Linder, da han i februar sidste år blev ramt af de første tv-billeder fra Ruslands brutale invasion af nabolandet Ukraine.
Kampvogne i gaderne, overgreb på forsvarsløse civile, kvinder og børn på flugt.
Det hele mindede danskeren om hans egne oplevelser under den irakiske diktator Saddam Husseins overfald på det lille naboland Kuwait for 33 år siden.
»Invasionen i Ukraine har givet mig reaktioner og ubehag,« siger Linder, som i dag er direktør og bor i Faaborg.
Som 22-årig blev Jens Linder den 2. august 1990 hvirvlet ind i irakernes angrebskrig, da han undervejs til Indien intetanende mellemlandede med et britisk passagerfly midt under invasionen i Kuwait City. Sammen med de fleste af sine medpassagerer og besætningen på BA 149 endte Linder og en anden dansker, Lars Schacksen, som gidsler.
Men det var hverken sort uheld eller en skrivebordsfejl, at BA 149 landede i Kuwait, flere timer efter at irakerne var krydset ind over grænsen, mener en gruppe af BA 149-gidslerne – herunder de to danskere.
De planlægger nu et gruppesøgsmål mod den britiske stat og British Airways, som – ifølge sagsøgerne – brugte BA 149 til at smugle en deling elitesoldater ind i Kuwait på en tophemmelig mission. Sikkerheden for de civile passagerer og flyets besætning kom i anden række, lyder påstanden.