Fortsæt til indhold
International

Nato: Krigen kan trække ud i »måneds- og årevis

Ukraines allierede forbereder sig på, at krigen kommer til at trække ud. USA’s præsident har bedt Kongressen om 234 mia. kr. ekstra til at støtte Ukraine.

ISTANBUL

Mens FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, torsdag turede områderne omkring Kyiv og besigtigede ødelæggelserne fra de russiske bombardementer, blev der fra Moskva leveret en strøm af advarsler mod andre lande om ikke at blande sig i konflikten.

Mindre end et døgn efter at præsident Vladimir Putin advarede om, at Rusland har alle nødvendige »redskaber« til at reagere med lynende hast, hvis andre lande truer det, opfordrede talsmand fra det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, Vesten til »ikke at teste vores tålmodighed« og tage advarslerne fra Moskva alvorligt. Kreml-talsmand Dmitri Peskov truede med, at våbenstøtte til Ukraine og andre lande vil »fremprovokere ustabilitet« på kontinentet.