Fortsæt til indhold
International

Pfizer kommer med opsigtsvækkende corona-spådom

Medicinalgigant forudser, at coronapandemien får en meget mildere udvikling allerede om et par år.

Mange lande verden over er gået i alarmberedskab op til den forestående julehøjtid på grund af omikron-varianten og frygten for stærkt forhøjede smittetal. Men nu er der håb at hente fra vaccineproducenten Pfizer på den længere bane, skriver CNBC.

»Vi tror, at coronasmitten vil udvikle sig fra at være en konstant, global trussel til at blive en meget mildere sygdom på linje med influenza, der kan have regionale udbrud,« siger Nanette Cocero, global præsident for Pfizer.

Coronasmittens overgang til et mildere forløb forventes i forlængelse af, at verdens befolkninger opnår tilstrækkelig immunitet via vacciner eller fra tidligere smitte. Og herefter ventes antallet af hospitalsindlæggelser og dødsfald at falde til et langt lavere niveau.

»Vi tror, at covid-pandemien transformeres til en såkaldt endemisk tilstand omkring 2024,« vurderer Nanette Cocero.

Tidspunktet ventes at variere fra land til land og bl.a. afhængigt af distributionen af vacciner og befolkningers accept af samme.

»Desuden kan nye corona-varianter påvirke pandemiens udvikling,« pointerer Mikael Dolsten, ledende forskningschef hos Pfizer.

Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, tror på, at corona-pandemien vil få et forløb, som Pfizers topfolk beskriver.

»Sådan går det med de fleste epidemier. Men om det lige bliver fra 2024, synes jeg er vanskeligt at spå om,« siger Eskild Petersen til Jyllands-Posten.

Professoren tror, at vi kan forvente langt færre indlæggelser og dødsfald i Danmark i årene fremover. Og at det primært er ældre og svækkede, der skal frygte coronaen.

»Vaccinerne gør her en kæmpe forskel i forhold til at beskytte, og jeg forstår ikke, at folk kan være imod det. Der er fuld åbenhed omkring de få ulemper, der er ved vaccinerne. Og de stilles gratis til rådighed af regeringen. Vaccinerne giver os vores frihed til for eksempel at rejse og spise på restaurant tilbage,« pointerer Eskild Petersen, der dog på ingen måde går ind for vaccinetvang.

»Det vil være en meget udansk løsning.«

I Danmark er smittetallet faldet på det seneste, mens antallet af indlagte stiger, viser de seneste tal fra SSI. Søndag var der fundet 8212 nye tilfælde af coronavirus i Danmark - antallet af indlagte steg søndag med 27, så 560 nu er indlagt med corona landet over. Ni personer har mistet livet.

Blandt de nyeste restriktioner er midlertidige nedlukninger af messer, konferencer, foredragssale, kasinoer og spillehaller. Det samme gælder spillesteder, teatre og biografer. Barer, restauranter og caféer skal holde lukket klokken 23 til 05. og må ikke servere alkohol efter klokken 22. Der er krav om pladsbillet og coronapas i intercity- og intercity-lyntog samt krav om coronapas i fjernbusser. Arbejdspladser anbefales at opfordre til hjemmearbejde, når det er muligt. Og alle opfordres til at begrænse sociale kontakter i juleferien.