Fortsæt til indhold
International

Ukraines præsident takker Biden for urokkelig støtte

Biden opfordrer Ukraines præsident til at forsøge at finde en diplomatisk løsning på strid med Rusland.

/ritzau/

Efter en telefonsamtale torsdag med den amerikanske præsident, Joe Biden, udtrykker Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, taknemmelighed for den ”stærke støtte” fra Biden i Ukraines strid med Rusland.

- Jeg takker Biden for konsekvent, fast og stærk støtte til Ukraines suverænitet, siger Zelenskij ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

- Biden bekræftede sin urokkelige forpligtelse til at finde veje til fred, tilføjer Zelenskij.

Det Hvide Hus bekræfter, at Biden i den cirka halvanden time lange samtale ”genbekræftede” USA’s fulde opbakning til Ukraine.

Men det understreges samtidig, at Biden opfordrede Zelenskij til at forsøge at få genoptaget diplomatiske samtaler med Rusland.

Zelenskij er angiveligt villig til at mødes personligt med Ruslands præsident Putin for at finde en løsning på striden.

Det oplyser vicestabschefen for Zelenskij, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

- I telefonsamtalen bekræftede Zelenskij over for USA’s præsident sin villighed til direkte samtaler med Putin, siger vicestabschefen.

Ligeledes torsdag drøftede Biden den anspændte situation mellem Ukraine og Rusland med lederne fra ni østeuropæiske medlemmer af forsvarsalliancen Nato.

USA deler Ukraines bekymring for, at Rusland har planer om invadere nabolandet. I 2014 annekterede Rusland hele Krim-halvøen fra Ukraine, og Rusland har også støttet separatister i det østlige Ukraine.

Bekymringen for en militær konfrontation næres også af, at titusindvis af russiske soldater befinder sig nær grænsen til Ukraine.

Rusland har begrundet det med frygt for, at den tidligere sovjetrepublik er ved at blive forvandlet til en forpost for Nato.

Torsdagens samtaler kommer i kølvandet af et videotopmøde mellem Putin og Biden tirsdag.

På mødet blev Putin advaret om, at USA og dets allierede vil reagere med kraftige økonomiske sanktioner i tilfælde af en russisk militær optrapning over for Ukraine.