Udlandet har lagt mærke til Danmark i kampen mod corona
Både her i landet, men også i resten af verden, er der blevet lagt mærke til, at de sidste restriktioner efter corona er blevet ophævet i Danmark.
Det er næppe gået nogen danskeres næse forbi, at restriktionerne i forbindelse med corona her i landet er blevet ophævet, og at natklubber, caféer og stadions igen kan fyldes - endda uden at skulle have coronapasset op af lommen.
Men også i udlandet er der blevet lagt mærke til Danmarks ”sejr” over pandemien.
Således fremhæver det amerikanske medie CNN torsdag Danmark som det første europæiske land til at ophæve alle restriktioner i forbindelse med covid-19.
»Nøglen til Danmarks succes ligger hovedsagelig i dets vaccinationsudrulning,« skriver CNN.
I alt er 73,7 danskere færdigvaccinerede. Det svarer til, at godt 4,3 millioner danskere har fået begge stik. Kun 11 lande i verden har procentmæssig flere vaccinerede, fremgår det af tal fra Oxford University. Samtidig er Danmark blandt de lande, der forholdsvist har færrest nye daglige tilfælde af smittede.
CNN nævner også eksempler på andre lande, der stort set har ophævet aller restriktioner, men her sker det i højere grad af hensyn til landenes økonomi, og ikke - som i Danmark - på baggrund af sundhedsdata, skriver mediet.
Succes eller advarsel
Det var den 10. september, at de sidste restriktioner, som blandt andet indebar at skulle vise coronapas på restauranter og caféer, blev ophævet. Det blev også bemærket i en lang række andre medier.
Blandt andet amerikanske Washington Post.
»Nogle lande sætter rekorder for daglige coronatilfælde. Andre forsøger at indføre omfattende regler for at pålægge vaccination. Men i Danmark er et noget nært normalt liv genoptaget,« indleder avisen en længere artikel om Danmarks håndtering af pandemien.
Også Washington Post fremhæver de høje vaccinetal, men mener også, at det bliver spændende at følge udviklingen, efter at de danske myndigheder officielt har erklæret, at pandemien ikke længere er en trussel mod det danske samfund.
»Danmark ser ud til at være det første medlem af EU til at komme med sådan en erklæring, der potentielt kan give et indblik i unionens genopbygning - eller tjene som en advarsel om en nation, der gik for hurtigt frem,« står der.
Nyhedsbureauet AP har også talt med flere danske eksperter for at få dem til at forholde sig til, at restriktionerne i Danmark er blevet ophævet, og ikke mindst om det er for tidligt.
»Jeg vil ikke sige, at det er for tidligt,« sagde Søren Riis Paludan, professor i virologi på Aarhus Universitet, til nyhedsbureauet.
«Vi har åbnet en dør, men vi har også sagt, at vi kan lukke den igen, hvis det er nødvendigt,« sagde han.
Sundhedsminister Magnus Heunicke har til flere danske medier sagt, at der igen kan komme restriktioner, hvis smitten breder sig på ny.