Fortsæt til indhold
International

USA frygter Islamisk Stat vil angribe lufthavnen i Kabul

Amerikanske myndigheder er nu i gang med at undersøge alternative veje til lufthavnen.

USA har advaret sine borgere om at undgå lufthavn i Kabul.

Amerikanske myndigheder er nemlig bekymrede for, at den afghanske afdeling af Islamisk Stat vil begå angreb i lufthavnen eller tæt på lufthavnen.

Det skriver flere internationale medier som BBC, CNN og NBC på baggrund af flere unavngivne kilder i det amerikanske forsvar samt i sikkerhedstjenesten.

»Der er en stor sandsynlighed for, at ISIS forsøger at udføre et angreb i lufthavnen,« fortæller en amerikansk embedsmand i det amerikanske forsvar til den amerikanske nyhedstjeneste CNN.

Mens to andre ansatte i det amerikanske forsvar har fortalt til TV-kanalen CNBC, at de efterforsker to konkrete terrorplaner fra ISIS mod lufthavnen i Kabul.

Det drejer sig om den afghanske afdeling af IS, kaldet ISIS-K elle IS-K. IS-Afdelingen har siden 2019 haft svære kår i det Taliban-dominerede land, men de er stadig i stand til at udføre ødelæggende terrorangreb, skriver Al Jazeera.

Truslen har konkret betydet, at amerikanske myndigheder lørdag gik ud og advarede amerikanske borgere mod at rejse til Kabuls lufthavn, Hamid Karzai International Airport, »på grund af potentielle sikkerhedstrusler uden for portene i Kabul-lufthavnen.«

Den amerikanske præsident Joe Biden aflyste ifølge mediet Politico lørdag at tage til sit hjem i Wilmington, Delaware for at deltage i et møde om den nye sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder truslen fra Islamisk Stat.

Det bekræfter Det Hvide Hus over for Politico.

Amerikanske myndigheder er lige nu i gang med at undersøge alternative måder, hvorpå amerikanske statsborgere og afghanere, som har arbejdet under amerikansk flag kan komme sikkert til lufthavnen i Kabul, skiver ANBC.