Fortsæt til indhold
International

Hyundais europæiske direktør: I 2030 er flyvende biler en realitet

Michael Cole, direktør for Hyundais europæiske afdeling, mener, at det er realistisk af have flyvende biler i luften i slutningen af dette årti.

I 2030 vil flyvende biler præge bybilledet rundt om i verden.

Sådan lyder forventningen fra Michael Cole, der er europæisk direktør for den sydkoreanske bilproducent Hyundai ifølge den britiske avis The Guardian.

»Vi tror helt sikkert, at urban mobilitet i luften i slutningen af dette årti vil give stor mulighed for at dæmme op for trængslen i byerne og hjælpe på udledningen, hvad enten det er i form af lufttransport inde i byen, eller endda mellem byer,« siger Michael Cole i avisen.

Hyundai har investeret massivt i at udvikle flyvende biler til transport i byerne.

»Vi tror virkelig på, at det er en del af fremtiden,« siger den europæiske direktør til The Guardian.

I sidste uge annoncerede Hyundai i en pressemeddelelse, at de har startet et samarbejde med virksomheden ANRA Technologies, der er en international droneleverandør og udvikler løsninger indenfor urban lufttransport.

Lufttaxaer

Ifølge Hyundai er partnerskabet med ANRA Technologies den første i en række af partnerskaber, som virksomheden planlægger at indgå i forbindelse med udviklingen af de flyvende biler.

Tidligere på måneden rapporterede Reuters, at den globale direktør for Hyundai ville kunne levere flyvende biler lufttaxaer allerede i 2025.

Hyundai arbejder på at skabe nulemission-lufttaxaer drevet af elektriske batterier, der kan transportere fem-seks personer, fremgår det.

Også den amerikanske bilproducent General Motors er seriøs omkring udviklingen af flyvende biler. Ifølge Reuters forventer bilproducenten, at det i 2030 kan have løst de tekniske og lovmæssige udfordringer for at nå målet om at sende en kommerciel taxa-tjeneste i luften.

I artiklen beskrives det, at en del startup-virksomheder, luftfart- og bilproducenter udvikler luftfartøjet, der vil kunne lette og lande som helikoptere og transportere last og personer. Men på nuværende tidspunkt er de langt fra profitable, skriver nyhedsbureauet.

Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.