Tidlige forskningsresultater: Et tredje stik kan give øget beskyttelse mod virusvarianter
Tidlige data fra et forsøg af vaccineproducenten Moderna viser, at et tredje »booster«-stik med enten Modernas nuværende vaccine eller med en ny vaccine-kandidat giver højere immunrespons mod de sydafrikanske og brasilianske virusvarianter.
Tidlige data fra forsøg med mennesker viser, at en tredje dosis med vaccinen fra Moderna eller med en ny vaccine-kandidat, der er udviklet til at virke mod den sydafrikanske virusvariant, øger immuniteten overfor de sydafrikanske og brasilianske varianter.
Det skriver Moderna i en pressemeddelelse.
I forsøget fik 40 frivillige, som allerede havde modtaget to stik af Modernas vaccine, et tredje »booster«-stik med enten Modernas nuværende, godkendte vaccine eller med den nye variant. Og tidlige data fra forsøgene viser altså, at det tredje stik har givet øget immunrespons mod både den almindelige coronavirus og de to modstandsdygtige virusvarianter, P.1. og B.1.351, der først blev fundet i hhv. Brasilien og Sydafrika.
Selvom begge de testede metoder gav højere immunrespons, gav den nye vaccine et endnu højere respons mod den Sydafrikanske variant.
Der skal laves flere forsøg, før der kan konkluderes endeligt på resultaterne, men indtil videre tegner det altså positivt.
Samme bivirkninger
»Mens vi forsøger at bekæmpe den igangværende pandemi, er vi fortsat forpligtede til at være proaktive, når virussen udvikler sig. Vi opmuntres af de nye data, der styrker vores tro på, at vores boosterstrategi kan beskytte mod de nyligt fundne varianter,« siger Stéphane Bancel, administrerende direktør for Moderna, i pressemeddelelsen.
Det tredje stik blev »generelt tolereret godt« af deltagerne, og bivirkningerne var sammenlignelige med de allerede velkendte bivirkninger ved vaccinen. Træthed, hovedpine, muskelsmerter og ledsmerter var de mest almindelige efter det tredje stik, oplyser Moderna.
Både den sydafrikanske og den brasilianske variant har mutationen E484K, der kan give nedsat følsomhed overfor de beskyttende antistoffer. Studier med den sydafrikanske variant har vist, at vaccinerne fra Astrazeneca og Pfizer er mindre effektive over for denne variant.
Moderna tester desuden et mix af den nye og den eksisterende vaccine. Virksomheden forventer snart også at kunne dele data fra det forsøg.