Betjent sigtet for uagtsomt manddrab efter at have skudt og dræbt Daunte Wright
Den kvindelige betjent Kim Potter fastholder, at hun skød den 20-årige sorte mand Daunte Wright ved en fejl.
Den kvindelige betjent Kim Potter, der har været under anklage for at have skudt og dræbt den 20-årige sorte amerikanske mand Daunte Wright i forbindelse med en anholdelse i en forstad til Minneapolis, er nu blevet sigtet for uagtsomt manddrab.
Det skriver flere amerikanske medier på baggrund af oplysninger fra den lokale anklagemyndighed i Washington County.
Ifølge CNN kan man i staten Minnesota få op mod 10 års fængsel, såfremt man kendes skyldig i uagtsom manddrab.
Drabet på Daunte Wright har de seneste dage skabt store uroligheder i Minneapolis, hvor myndighederne har været nødsaget til at indføre et lokalt udgangsforbud for at komme de voldelige optøjer til livs.
Daunte Wright mistede livet efter, at en patrulje havde stoppet ham og hans kæreste i forbindelse med et rutinetjek i forstaden Brooklyn Center. Her opdagede betjentene, at der var udstedt en arrestordre på den nu dræbte mand. Betjentene forsøgte derfor at anholde Dauntre Wright, men der opstod tumult.
En video fra Kim Potters uniformskamera viser, hvordan hun under håndgemænget råber »strømpistol, strømpistol, strømpistol«, hvorefter man på videoen kan se, at hun trækker sin pistol og skyder den 20-årige, der befinder sig inde i bilen.
»Jeg skød ham,« kan man efterfølgende høre betjenten sige, mens en såret Daunte Wright med kæresten i bilen kører væk. Han kørte kort efter galt og blev erklæret død. Kim Potter har efterfølgende opsagt sit job og fastholder, at hun tog fejl af sin strømpistol og sit skydevåben.
Drabet falder sammen med retssagen mod Derek Chauvin, politimanden, der er tiltalt for at have forvoldt den sorte amerikanske mand Georg Floyds død i maj 2020 ved at holde et knæ på hans hals i mere end ni minutter under en anholdelse.
Drabet på Georg Floyd skete blot få kilometer fra drabet på Daunte Wright, og timingen har fået de massive raceoptøjer i særligt Minneapolis til at blusse op på ny.
Senest var den forhenværende amerikanske præsident Barack Obama ude og fordømme drabet.
»Vores hjerter er tunge efter endnu et skuddrab af en sort mand, Daunte Wright, i hænderne på politiet. Det er vigtigt at foretage en fuldendt og gennemsigtig undersøgelse af forløbet, men dette er også en påmindelse om, hvor meget vi behøver at gentænke politiet og offentlighedens sikkerhed i dette land,« lød det bl.a. fra Obama.
Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.