Forskere: Amazonas-regnskoven er nær et "tipping point"
Udviklingen fra frodig regnskov til tørt savanneområde kan snart vise sig at være uundgåelig.
Manges billede på nethinden, når de hører ordet Amazonas-regnskoven, er nok et vildtvoksende grønt tæppe af træer med et rigt og eksotisk dyrelov. Men Sydamerikas frugtbare juvel kan ende som savanne med få og spredte træer på grund af klimaændringer og afbrændinger, skriver The Guardian.
Grunden til, at det er kommet så vidt, er, at regnskove er meget følsomme over for ændringer i mængden af fugt og nedbør. Længere perioder med tørke og skovbrande skubber til en savanne-lignende udvikling. Risikoen har været kendt af forskere, men man har troet, at det scenarie var årtier ude i fremtiden. Det er det imidlertid ikke.
Ifølge et nyt studie publiceret i Nature er ikke mindre end 40 procent af den nuværende Amazonas-regnskov i en situation, hvor dens naturlige udvikling vil være en transition til savanne på grund af lavere regnmængde. Det foruroligende skifte vil stadig tage årtier, før effekten slår fuldt igennem. Men det fundamentale problem er, at når først processen er begyndt, er det meget vanskeligt at ændre på udviklingen. Og her spiller træfældningen og afbrændingerne også en stor rolle.
»Når først savannen er etableret, er det usandsynligt, at regnskoven vender tilbage,« pointerer Arie Staal, der er hovedforfatter på studiet og ansat på universitetet i Stockholm.
Forskerne anvendte computersimulationer til at undersøge regnskoves udbredelse i forskellige regioner af kloden under givne klimatiske forhold. Og de regnede også på effekten af udledningen af drivhusgasser.
Medforfatter på studiet, Ingo Fetzer fra Stockholm Resilience Centre, advarer om en grum skæbne, når det gælder påvirkningen af biodiversiteten, hvis regnskove ikke længere vil fortsætte med at eksistere, som vi kender dem i dag.
»Regnskove rummer de fleste af alle kendte dyrearter. Hvis først dyrenes levesteder forsvinder, vil de også selv blive tabt for altid.«