Danskerne stikker ud i stor international undersøgelse om coronavirus
En undersøgelse fra Pew Research Institute har kortlagt forskellige landes holdning til håndteringen af covid-19.
Kunne et øget samarbejde med andre lande have mindsket antallet af tilfælde af coronavirus i Danmark?
Nej, mener langt størstedelen af den danske befolkning i en stor undersøgelse, som analyseinstituttet Pew Research har lavet mellem borgerne i 14 lande.
På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark ville have klaret sig bedre igennem coronakrisen hvad angår antallet af smittede, »hvis landet havde samarbejdet mere med andre lande«, svarer hele 78 pct. nej.
Kun 20 pct. af de adspurgte danskere vurderer, at antallet af smittede ville have været lavere, hvis vi havde samarbejdet mere med andre lande.
Danmark ligger dermed suverænt lavest hvad angår tilliden til internationalt samarbejde, end de andre adspurgte lande. I Italien mener 54 pct. således, at landet ville have klaret sig bedre gennem coronakrisen med øget samarbejde. I Sverige er tallet eksempelvis 61 pct., mens det generelle tal for alle de 14 adspurgte nationer viser, at 59 pct. mener, at et større samarbejde ville have givet færre smittede i deres respektive lande.
Hos Pew lavede man i august en undersøgelse, der viste, at kun 5 pct. af danskerne mener, at de danske myndigheder har gjort det "dårligt" hvad angår håndteringen af coronakrisen, mens hele 95 pct. - det højeste tal i undersøgelsen - mente, at Danmark har gjort det "godt".
Og det mener analyseinstituttet kan være grunden til, at danskerne skiller sig så voldsomt ud i den nye undersøgelse.
»Danmark skiller sig ud som en nation, hvor 95 pct. af befolkningen er tilfreds med regeringens håndtering af coronavirussen. Dette kan have indflydelse på det synspunkt, at ingen form for samarbejde ville have sænket antallet af tilfælde af coronavirus i Danmark,« siger Jacob Poushter, der er vicedirektør i Pews afdeling for Global Attitudes.
Ifølge Pew er der en tendens både i Danmark og i andre lande til, at unge mennesker mellem 18 og 29 år er mere tilbøjelige til at være positivt indstillede over for øget samarbejde i coronakrisen. 37 pct. af de unge danskere svarer, at et øget samarbejde ville have mindsket antallet af tilfælde.
Kun 15 pct. af de 30-49-årige danskere mener det samme.
Kun Australien kan konkurrere med Danmark, hvad angår tilfredsheden med landets egen håndtering af coronavirussen, mens belgierne og briterne er dem, som har mindst tillid til deres egen nationale håndtering af krisen. Henholdsvis 71 pct. af belgierne og 67 pct. af briterne mener, at antallet af smittetilfælde havde været lavere med et øget internationalt samarbejde.
Pew er en en uafhængig amerikanske tænketank med base i Washington D.C. Undersøgelsen blev foretaget gennem telefoninterviews med repræsentativt udvalgte indbyggere i de respektive lande.
1.043 danskere over 18 år er mellem juni og juli i år blevet adspurgt i forbindelse med undersøgelsen.