Kurverne afslører: Her er der ikke styr på coronasmitten
Mens Danmark oplever faldende kurver for coronatal, ser det anderledes ud i blandt andet Iran, Chile og Sydafrika.
I Danmark og andre europæiske lande er udviklingen med coronavirus vendt de seneste uger. Fra konstant stigende smittekurver og militærlastbiler i Bergamos gader er vi nu nået en situation med genåbning af grænser og for Danmarks eget vedkommende blot 55 hospitalsindlagte med virussen.
Sådan er situationen dog ikke alle steder.
Lige siden verden blev opmærksom på smittens første spredning i Kina, har epidemien udviklet sig meget forskelligt og meget forskudt verden over, og det samme er tilfældet nu, hvor man i Europa er nået til en lysning.
I opgørelser over verdens smittetal kan man identificere nogle af de lande, hvor der lige nu ikke ser ud til at være styr på smittens spredning, og døds- og smittetal stiger eller ikke er knækket i nedadgående retning.
Blandt andet springer golfstaterne Qatar og Bahrain i øjnene. Målt på smittetal pr. indbygger ligger begge lande særdeles højt, og i begges tilfælde er der store problemer med udbredt smitte blandt migrantarbejdere, der ofte bor under ringere kår end landenes egne statsborgere.
Et andet land, der stikker ud, er Iran. Den regionale stormagt var et af de lande, der tidligst gennemlevede et voldsomt udbrud af virussen med høje dødsrater trods stor tvivl om de tal, som myndighederne selv har meldt ud.
Ser man smittekurverne, er det tydeligt, at Iran i første omgang lykkedes med at knække kurven, men at udviklingen i nogen tid atter har vendt den gale vej. For godt en uge siden blev der således rapporteret ligeså mange daglige smittetilfælde som i krisens første top.
Trods udviklingen har landet valgt at fortsætte dets genåbning.
»Hvis folket ikke respekterer sundhedsvejledningerne, må vi forberede os på det værste,« har landets sundhedsminister Saeed Namaki udtalt.
Også i Sydamerika er der flere lande, der ser ud til at have problemer med virusspredning. Især Chile og Brasilien stikker ud.
I Brasilien har præsident Jair Bolsonaro krisen igennem nægtet at tage store nedlukningstiltag i brug, og på raterne over smittetilfælde kan man se, at der har været tale om en næsten uafbrudt stigning i smitten med en lille stagnering den seneste uge.
Verdenssundhedsorganisationen WHO er også bekymret over den aktuelle udvikling i Afrika. Her er der foreløbigt "kun" registereret 6.000 coronarelaterede dødsfald, om end tallet skal betragtes med forbehold. Til sammenligning er der alene i Italien registeret 34.301 coronadødsfald under krisen.
WHo redegjorde dog torsdag for, at smitten er taget voldsomt til i fart.
Mens det tog 98 dage, inden kontinentet nåede 100.000 smittede, er tallet nået over 200.000 på blot 18 dage.
Især Egypten og Sydafrika oplever store stigninger. I Sydafrika er smitten især høj i nogle af landets fattige townships nær de store byer.