Mikhail Gorbatjov advarer: Verden er i »kolossal fare«
Forholdet mellem Vesten og Rusland bekymrer Mikhail Gorbatjov, som opfordrer til at destruere alle atomvåben.
Forholdet mellem Rusland og Vesten er ikke varmt i disse år, og det bekymrer Mikhail Gorbatjov, som blev den sidste leder af Sovjetunionen.
Den 88-årige ex-leder har givet et interview til BBC om flere aktuelle dagsordener, og det er i dette interview, Gorbatjov giver udtryk for sin ængstelse.
»Så længe masseødelæggelsesvåben eksisterer - primært atomvåben - er faren kollosal. Alle nationer burde erklære, at atomvåben skal destrueres. Det er for at redde os selv og vores planet,« siger Gorbatjov til BBC.
Et af de markante aftryk, som Gorbatjov satte på eftertiden, var, da han i fællesskab med USA’s daværende præsident indgik en pagt, som skulle reducere de to supermagters atomarsenal.
Netop med tanke på den aftale er Gorbatjovs også en mærkbar kritik af såvel USA’s præsident Donald Trump som Ruslands præsident Vladimir Putin.
De to nuværende ledere har nemlig for nylig trukket deres lande ud af Reagan og Gorbatjovs nedrustningsaftale.
Afskeden med aftalen er yderligere en del af fortællingen om den dårlige relation mellem USA og Rusland.
Mikhail Gorbatjov trækker tråde til den kolde krig, når han skal beskrive forholdet.
»Det er køligt, men stadig en krig,« siger han og fortsætter:
»Når man ser på, hvad der sker. Så er der træfninger forskellige steder, men ikke ildudveksling. Luftvåben og skibe bliver sendt alle vegne hen. Det her er ikke en situation, vi ønsker,« lyder det fra Gorbatjov.
Udover atomvåben når russeren også at blive spurgt ind til brexit, som Storbritannien prøver at gennemføre.
Gorbatjov har dog ikke nogen råd at komme med i den sammenhæng.
»Den kan i selv regne ud. I briter er nogle knage, så jeg vil ikke komme med råd. I klarer den selv,« lyder det grinende fra ham.