Forskere: Fracking har dramatisk negativ effekt på klimaet
Hvis stigningen i udledningen af metangas som følge af fracking fortsætter, kan det blive sværere at nå globale klimamål.
Der er en kraftig vækst i skifergasudvindingen i USA, der foregår ved at pumpe flydende væske og giftige kemikalier ned i undergrunden, også kaldet fracking.
Et nyt studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Biogeosciences konkluderer, at udledningen af metangas fra fossilt brændstof nu formentlig overgår udledningen fra biologiske kilder som køer set over de seneste 10 år.
Og det skyldes ikke mindst udvindingen af skifergas, skriver The Independent.
I praksis regner forskerne med, at en tredjedel af væksten i udledningen af metangas globalt de seneste 10 år skyldes udvindingen af skifergas via fracking-metoden.
Ifølge undersøgelsens forfatter, professor Robert Howarth fra Cornell-universitetet, er den nylige stigning i udledning i metangas »betydelig«.
»Det er en signifikant udvikling med globale konsekvenser. Metangasudslippet spiller en stor rolle i forbindelse med udviklingen mod et varmere klima. Men hvis vi kan stoppe med at hælde metangas ud i atmosfæren, vil den hurtigt forsvinde i forhold til mængden af kuldioxid. Det er en lavthængende frugt i forhold til klimaindsatsen,« pointerer Robert Howarth.
I Storbritannien er man klar over problematikken. Her har det regeringsrådgivende organ ”Committee on Climate Change” rådet til, at skifergasudvinding sker under streng regulering, intens overvågning og med krav om hurtig indgriben ved metangasudslip.
Og den nye undersøgelse konkluderer, at den klimamæssigt bedste løsning er at gå væk fra naturgas så hurtigt som muligt - naturgas bør ikke være et naturligt udviklingstrin mellem olie og vedvarende energi.
Professor Grant Allen fra universitetet i Manchester, der ikke har været involveret i den aktuelle undersøgelse, siger til The Independent, at kontrol med metanudslip i forbindelse med fracking-udvinding og udvinding af fossilt brændsel i det hele taget udgør et potentielt »quick fix« i forhold til at bremse udledningen af klimaskadelige gasser.