Danske soldater skal marchere gennem Paris' gader
Frankrig og Danmark er begyndt at knytte tætte bånd i forsvarssamarbejdet - en invitiation til paraden på Bastilledagen er et håndgribeligt bevis derpå.
Blandt tusindevis af franske soldater på Champs Elysées vil man på Bastilledagen på søndag også kunne finde 13 medlemmer af det danske militær.
For som en sjældenhed har det danske forsvar modtaget en invitation i at deltage i franskmændenens traditionsrige, bombastiske markering af dets nationaldag med en militærparade.
De danske repræsentanter er otte soldater fra Den Kongelige Livgarde samt fem besætningsmedlemmer fra fregatten Niels Juel.
Vi har grund til at være stolte af indsatsen og over at være inviteret med til Bastilledagen som en af Frankrigs nærmeste allieredeTrine Bramsen, forsvarsminister
Dertil kommer endnu en markant dansk repræsentant, da den nyudnævnte forsvarsminister Trine Bramsen også vil deltage - hun slipper dog for at marchere og vil i stedet overvære paraden fra hovedtribunen.
Bramsens ophold i Frankrig begynder allerede lørdag, når hun mødes med den franske forsvarsminister Florence Parly for blandt andet at snakke om det franskledede militærsamarbejde European Intervention Initiative (EI2), som Danmark er en del af.
Det er tætte bånd såsom samarbejdet i EI2, der har skaffet Danmark invitationen til Bastilledagen.
Foruden deltagelsen i det franske forsvarsnetværk har fregatten Niels Juel i 2019 været en del af en fransk ledet flådekampgruppe i Middelhavet og det Indiske Ocean, og i 2013 bidrog man også til Frankrigs indsats i Mali.
Det er også planen, at Danmark fra slutningen af 2019 sender to transporthelikoptere og 70 soldater til den franskledede indsats Operation Barkhane. Operationen er sat i værk for at bekæmpe terrorisme og ustabilitet i Sahel-regionen i Afrika. Det danske kontigent mangler dog endnu at blive godkendt i Folketinget.
Dertil kommer det måske mindre væsentlige, men alligevel bemærkelsesværdige punkt, at Prins Joachim snart flytter til Paris for at studere på det franske militærakademi Ecole Militaire.
Den voksende liste af militære forbindelser med Frankrig får Trine Bramsen til på egen hånd at kalde Danmark en af Frankrigs »nærmeste allierede.«
»Det danske forsvar er respekteret vidt og bredt i udlandet for sin professionalisme, og franske og danske soldater har flere gange stået skulder ved for at løse konflikter og skabe stabilitet i verdens brændpunkter. Vi har grund til at være stolte af indsatsen og over at være inviteret med til Bastilledagen som en af Frankrigs nærmeste allierede,« lyder det fra Trine Bramsen i en pressemeddelelse.