Kommer EU-hæren? Mellem franske visioner og tysk pragmatisme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Over 500 millioner europæere skal stemme for at sammensætte et nyt Europa-Parlament. Et af de temaer, der har fyldt en del i Bruxelles de seneste år, er EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske rolle. Det er samtidig et område, hvor det europæiske samarbejde faktisk har udviklet sig.

Med Lars Løkkes annoncering af, at han vil sætte forsvarsforbeholdet til afstemning i næste regeringsperiode, kom europæisk forsvarspolitik også på dagsordenen i Danmark. Eller næsten på dagsordenen. Fordi fremfor at diskutere faktisk europæisk forsvarspolitik kom debatten, som det ofte er sket før, til at handle om at være enten for eller imod en eller anden form for udefineret fremtidig men åbenbart potent EU-hær, der, afhængig af perspektiv, repræsenterer alt, der er enten godt eller skidt ved EU. Holdningen til det danske forsvarsforbehold bliver derfor også ofte lige så sort-hvid. Enten er forbeholdet en europapolitisk katastrofe eller en essentiel gardering af dansk suverænitet.

Den forsvarspolitiske virkelighed i Europa er imidlertid en kende mindre entydig. Ikke mindst fordi der er forskellige politiske holdninger, selv blandt de, der ser positivt på et styrket forsvarspolitisk samarbejde i Europa. Her kan man lidt forenklet skelne mellem en radikal fransk visionær og en mere pragmatisk tysk position.

Ikke mindst præsident Macrons politiske projekt handler om en visionær tilgang til det europæiske samarbejde – også på forsvarsområdet. I sin berømte europapolitiske tale på Sorbonne i Paris i 2017 forestiller Macron sig en fremtid med fælles militære styrker, fælles militære budgetter og fælles militære doktriner i Europa. Realiseringen af den vision er fundamentet for, hvad Macron kalder ”europæisk suverænitet”. Implicit i det begreb ligger en idé om et Europa, der kan håndtere egne militære udfordringer og dermed gøre sig mere uafhængigt af USA. Sidste år satte Macron trumf på ved at efterspørge en ”ægte europæisk hær”. Tilsvarende tankegods kan også findes i EU’s Globale Strategi fra 2016, der taler om behovet for øget europæisk ”strategisk autonomi”, altså en styrket europæisk evne til selvstændig strategiske handlinger – dvs. brug af militær magt.

Da Tyskland bakker op om EU’s Globale Strategi, og da kansler Merkel i efteråret 2018 erklærede sig enig i Macrons bemærkninger om en ”ægte europæisk hær”, kan man få det indtryk, at vejen er banet for en hastig realisering af Frankrigs grandiose visioner. Men der er flere grunde til at anlægge et lidt mere jordnært blik på Europas forsvarspolitiske fremtid.

For det første er det gratis for Merkel at erklære sig enig i en vision, og der er ingen tvivl om, at Tyskland gerne ser styrket forsvarspolitisk samarbejde. Det ligger i Forbundsrepublikkens politiske dna, at alt, der forsvarspolitisk binder Tyskland tættere til Europa og især til Frankrig, er godt. Men lige så sikkert, og selv med uklarhed om USA’s europæiske engagement, er det, at Tyskland tillægger den transatlantiske alliance og det tysk-amerikanske bånd afgørende betydning for tysk og europæisk sikkerhed. Tyskland binder på sin vis USA og Frankrig sammen om europæisk sikkerhed. Fra tysk side er et styrket forsvarspolitisk Europa et pragmatisk redskab til at styrke det transatlantiske fællesskab mere end et radikalt alternativ.

For det andet er det uklart, hvad det franske endemål egentlig er – hvad en ”ægte europæisk hær” egentlig betyder. På den ene side kan man, fra bl.a. kommissionsformand Jean-Claude Juncker, få det indtryk, at etableringen af en sådan allerede er i fuld gang med de initiativer, EU har vedtaget siden 2016. Men selv om EU har rykket sig på det forsvarspolitiske område, så realiserer ingen af de vedtagne initiativer visionen om slagkraftige militære styrker forankret i EU. På den anden side er det også svært at vurdere, om det egentlig er det, Macron mener, når han snakker om en ægte europæisk hær. Det er ikke altid fransk politisk retorik kan oversættes, uden at meningen forskubbes. En ”ægte europæisk hær” behøver ikke betyde, at Macron forestiller sig stående overstatslige fælleseuropæiske militære styrker under EU-Kommissionens kommando. Hvis det var visionen, ville dens realisering kræve suverænitetsafgivelse i en grad, som især Frankrig selv ville have svært ved at sluge. Når franske præsidenter snakker om en ægte europæisk hær, kan det faktisk bare betyde slagkraftige og effektivt integrerede europæiske militære styrker opstillet af de europæiske stater i fællesskab.

For det tredje er det værd at bemærke, at den dag Storbritannien effektuerer brexit, vil 80 pct. af Natos forsvarsbudget ligge uden for EU. Da USA samtidig er i besiddelse af de mest slagkraftige og mobile militære styrker i Nato, understreger det Europas afhængighed af USA. Den afhængighed vil det kræve omfattende økonomiske omprioriteringer, dybe forsvarspolitiske reformer og langsigtede fælles militære investeringer i Europa at bryde ud af.

Uanfægtet eksistensen af fransk visionær retorik, så er der ikke meget, der tyder på en snarligt eksisterende EU-hær. Men omkring den ofte ophedede enten/eller-debat om uklare franske visioner, er der flere faktorer der taler for et fortsat tryk på den forsvars- og sikkerhedspolitiske integration i Europa. Her skal nævnes to.

Den ene er USA. Mest iøjnefaldende er præsident Trumps tweets, der skaber usikkerhed om USA’s sikkerhedsgaranti til Europa og dermed Natos fremtid. Det får de europæiske lande til at afsøge alternativer, og et nærliggende alternativ er det forsvarspolitiske samarbejde i Europa – i EU såvel som bilateralt. Men Trumps dagsorden handler også om at få Europa til at bidrage mere – ikke mindst igennem øgede forsvarsbudgetter. Men et øget europæisk bidrag handler ikke kun om penge, det handler også om, hvordan pengene bruges. Hvis Europa skal være en betydningsfuld militær partner til USA, skal de mange penge bruges i fællesskab. De nationale budgetter er simpelthen for små til at bære de nødvendige investeringer alene.

Den anden handler om ikkemiltære udfordringer. Blandt andet cyberangreb, fake news, terror og migration anses som alvorlige udfordringer, der ikke kan imødegås alene med militære midler, og som ofte bedst løses i fællesskab. Her har EU politiske, økonomiske, tekniske og juridiske redskaber, der komplementerer og overstiger Natos såvel som medlemsstaternes egne. Hvordan de redskaber kan og bør styrkes for at sikre Europa, vil være et afgørende politisk spørgsmål – også for det nye Europa-Parlament.

Der er altså gode grunde til, at diskussionen om europæisk forsvarspolitik – og det danske forsvarsforbehold – bevæger sig væk fra flyvske franske visioner og nærmer sig en jordnær diskussion om, hvordan EU skal – eller ikke skal – styrke dansk og europæisk sikkerhed. Men EU-hæren kommer ikke.