Fortsæt til indhold
International

Forskere opgiver at finde legendarisk skibsvrag ved Antarktis

Flere dages eftersøgning med dårligt vejr har fået ekspeditionens håb om at spore "Endurance" til at briste.

På bunden af det iskolde Weddell-hav ved Antarktis ligger Ernest Shackletons legendariske skib ”Endurance” på en ukendt lokation.

Og det bliver det ved med.

Den 10. februar nåede The Weddell Sea Expedition frem til det formodede hvilested for skibet, men efter flere dages intens eftersøgning har man nu opgivet håbet og vender stævnen hjemad mod Cape Town i Sydafrika.

»Vi er utroligt skuffede over, at vi ikke har kunnet finde ”Endurance”, efter at mandskabet har ydet en stor indsats trods mange forhindringer,« fortæller ekspeditionens leder, John Shears.

”Endurance” sank til bunds den 21. november 1915 og ligger over 3.000 meter under havets overflade.

Igennem årenes løb har flere mandskaber forsøgt at finde vraget, men uden held.

Det sydafrikanske ekspeditionsskib "S.A. Agulhas II" er bygget i Finland og blev taget i brug i 2012. Skibet er specielt konstrueret til at sejle i isfyldte farvande. Foto: South African National Antarctic Programme

Denne gang havde det hovedsageligt britiske forskerteam fra Scott Polar Research Institute på universitetet i Cambridge dog store forventninger til at finde skibet, da man med en robot - en såkaldt AUV (autonomous underwater vehicle), ville tage billeder og tegne et kort over havbunden.

Et eksempel på en AUV (autonomous underwater vehicle). Foto: Fabian Bimmer

AUV’en var udstyret med en scanner på siden, der via ultralyd kunne finde frem til objekter - ligesom en radar med elektromagnetiske impulser.

Efter at robotoperatørerne havde sendt undervandsrobotten ”AUV7” ind under den massive is, trak vejret pludselig op, og isens tilstand blev forværret.

Efter 30 timer måtte operatørerne og forskerteamet slukørede indse, at man havde mistet kontakten til undervandsrobotten.

Forskerne ved derfor ikke, om ”AUV7” fandt frem til vragstedet.

The Weddell Sea-ekspeditionen havde planlagt turen til at blive udført under den arktiske sommer i håbet om, at vejrforholdene ville være mildere.

Ernest Shackleton er i dag anerkendt som en af polarforskningens mest markante skikkelser. Foto: Mitchell Library/State Library of New South Wales

»Shackleton beskrev ”Endurances” gravsted som ”den værste del af det værste hav i verden”. Vores planer blev ødelagt af den hurtigt bevægende is under Weddellhavets ondskabsfulde forhold,« siger Menson Bound, leder for eftersøgningen af ”Endurance”.

Hvis vraget engang bliver fundet, vil det efterfølgende få status af totalfredet nationalt mindesmærke.