Fortsæt til indhold
International

Video: Russisk kampfly flyver ind foran amerikansk fly og aktiverer efterbrænderen

Et amerikansk rekognoseringsfly var mandag i nærkontakt med et russisk kampfly.

Den amerikanske flåde kalder den russiske adfærd for »uansvarlig«. Udsagnet kan man læse i en udtalelse fra den amerikanske flåde.

Årsagen til US Navys utilfredshed skyldes et 25 minutter langt møde mandag i luften over Sortehavet. Her var et amerikansk rekognoseringsfly i nærkontakt med et russisk kampfly.

Ifølge amerikanerne fløj rekognoseringsflyet i internationalt luftrum, da det blev mødt af et russisk fly af typen SU-27.

Amerikanerne kalder de russiske manøvrer for risikable, og man hævder, at piloterne og den øvrige besætning blev udsat for fare, da SU-27’en passerede i høj fart lige foran det amerikanske fly.

Efterfølgende vendte det russiske kampfly tilbage og fløj igen meget tæt på det amerikanske fly, og denne gang aktiverede russeren sin efterbrænder.

Episoden kan man se i denne video:

Ifølge US Navy oplevede flybesætningen turbulens ved den første aktion, og vibrationer ved den anden.

»Mens det russiske militær er i sin gode ret til at manøvre inden for international luftrum, så var denne opførsel uansvarlig. Risikable handlinger øger risikoen for fejlberegninger og muligheden for flysammenstød.

TV 2 skriver, at Ruslands forsvarsministerium på twitter har givet en kort kommentar til amerikanernes kritik af episoden over Sortehavet.

»SU-27-jagerflyets besætning rapporterede at have identificeret det amerikanske EP-3 Aries spionfly og fulgte det, hvorved en krænkelse af russisk luftrum blev undgået, og alle nødvendige sikkerhedsprocedurer blev fulgt.«

Artiklens emner
US Navy